Julesnigløbet

De fineste og sjoveste svampe, købt på messen i går. De skal være en del af den uafvendeligt svustige jul, vi holder herhjemme, når vi først kommer ud af starthullerne.

Julen sniger sig ind allevegne. Det er ved den tid. Jeg har siddet hele dagen og har arbejdet med juleannoncer. Nissehuer, snefnug og vinterhimmel har været dagens hyppigst forekommende ingredienser.

Jeg ved ikke, hvornår jeg synes, at det er på tide at begynde at lade julen fylde lokalt, men i hvert fald har jeg i nogle år haft det sådan, at den jul i hvert fald ikke kunne få plads, før jeg havde passeret den 19. (min fødselsdag og den nat Alexander blev indlagt) og den 29. (dagen, hvor vi mistede Alexander).

Når jeg havde grædt de tårer, der skulle grædes, kunne jeg begynde at vende blikket fremad og langsomt finde julepynten frem. Når vi endelig nåede der til, havde Oline allerede længe plaget om at starte med at finde de ting frem, hun forbinder med en jul her på matriklen. Jeg vidste godt, at det var mig, der havde det største problem med det her. Hun og jeg er lige glade for julen og vi er de rene julesvæklinge i forhold til hendes storebror, som simpelthen ikke kunne få startet tidligt nok og aldrig, aldrig nogensinde nåede til et punkt, hvor han syntes det var nok. Jo mere, jo bedre. Jo flere lyskæder, jo bedre. Jo mere glimmer, jo bedre.

I år har jeg besluttet, at det er på tide, at jeg flytter mig. Ikke fysisk, men mentalt. Jeg er nødt til at få skabt nogle nye historier, som tillader mig at pynte og lege jul i samme øjeblik, som Oline gider være med. Der er så få år endnu, at hun glæder sig på den der helt igennem dejlige måde, som gør, at man slet ikke kan vente med at få startet på julen.

Alexander elskede julen. Han kunne slet ikke få nok. Oline elsker julen. Jeg har besluttet mig for, at det allerfineste jeg kan gøre for de to unger er, at jeg sørger for, at i det mindste den lyskædebehængte granguirlande i bjælken ude i køkkenet er kommet op inden den 29.

Jeg gør det! Måske endda om et lille øjeblik…