På tværs gennem Aalborg

Mens himlen blev malet blå med den brede pensel, tog vi fat i dagens sejeste opgave; at handle ind til weekenden. Der er bare så bitterligt koldt udenfor, at man slet, slet ikke har lyst til at træde ud i vejret. Når man er mig vel at mærke. Andre, som er noget mere robuste og ikke mindst bedre klædt på, end jeg var, har sikkert ikke det mindste at udsætte på vejret. Jeg hundefryser derude. Selv med mange lag på.

Vi skulle tværs over Aalborg og ud i vestbyen. Det er sådan noget med, at vi næsten ikke kan komme mere på tværs. Det gik nu godt. Stille og roligt i et tempo, der i hvert fald ikke kan udløse fartbøder af nogen slags. Det fik os nu alligevel ud til hjørnet af Kastetvej og Ryesgade, hvor Kenneth skulle hente nyt grafikkort til Oline.

Mens han rendte indenfor og fik en snak og det længe ventede grafikkort, sad jeg og blev sådan lidt småfilosofisk, for jeg er jo delvist vokset op lige dér, på hjørnet. Eller, det er jo lidt løgn, men næsten sandt. Jeg gik i skole ganske få meter fra butikken, bare lige nogle skridt længere henne ad Ryesgade og jeg boede ganske få skridt i den modsatte retning, lige oppe i Helgolandsgade.

Lige overfor skolen lå en lille butik, som ude på gaden havde cigaretautomater hængende. Dér trak jeg min første pakke cigaretter som 11-årig. En pakke 10-styks Prince, som jeg puttede i lommen. Da jeg nåede baneterrænet oppe omkring biblioteket, satte jeg mig på skråningen der, røg cigaretter og følte mig vældig fri og næsten voksen.

Siden blev det jo en elsket beskæftigelse, det der med at ryge, men nu – en halv menneskealder senere – er jeg stoppet. Faktisk er det snart et halvt år som røgfri, jeg kan fejre. Det var vel også ved at være på tide.

Efter afhentning af  grafikkortet gik turen ned til Kvickly på hjørnet af Dannebrogsgade og Strandvejen. Det kan nok være, at vi kunne tage nogle raske beslutninger og det i en fart, for vi var så gennemkolde, at det eneste vi længtes efter, var hjemmet og en varm kop kaffe. Ind og ud igen i rekordfart. Det bliver til rodfrugter og et dejligt stykke kalvekød og på vejen hjem underholdt jeg med anekdoter og vildt overdrevne historier om min barndom i vestbyen. Jeg løj også lidt. Det er Kenneth vant til.

Da vi svingede om hjørnet og ud på Sønderbro, havde vi overset, at der var alenlang kø. De henter sne nu. I monsterstore traktorer sidder de og grabber tonstunge skovlfulde sne, de smider på laddet af kæmpestore lastbiler, som formentlig kører ind og smider det på havnen. Det gjorde de i hvert fald engang. Måske gør de ikke det mere, for nu er havnefronten blevet mondæn og pæn og slet ikke til den slags, for sikke en udsigt de pludselig kunne få derinde, hvis nu. Så hvad mon de nu gør af det? Det forbliver en hemmelighed lidt endnu.

Inde på Eternitten er de næsten færdige med at rive fabriksbygninger ned. Det meste er jævnet med jorden nu. Små rester får tilsyneladende lov til at blive og blandt andet bygningen i det fjerne er et festligt indslag på en ellers temmelig trist tomt. Den står om aftenen og stråler med meget blåt lys. Hvorfor og hvad ved jeg ikke, men festligt er det.

De anlægger nye veje på området og forbereder i det hele taget, at der skal bygges i stor stil lige om lidt. Sikke godt råd de synes at have. Byplanforslaget er i offentlig høring denne og næste måned med.

Endelig gik der hul på køen og vi kunne køre de sidste par kilometer langs høje snedriver, som udgør fantastiske vejskulpturer. Man skal nyde, så længe det varer. Om et øjeblik har de hentet det hele og sneen er kun noget, vi fortæller om – mig helt sikkert med talentet for at pynte på sandheden, så driverne, de var da meterhøje og kulden så streng, at vi end ikke turde bevæge os udenfor. Næsten altså. I hvert fald behøver vi det ikke. Der er provianteret for weekenden. Det er skønt :-)