Pigecardigan af Helga Isager

Tiden går og jeg halser bagefter, for jeg er i vælten lige nu. Sådan skal det være, men det trækker store veksler på min energi, som er i bund og derfor har jeg brug for alle de små rum af ro, jeg kan skabe for mig selv.

Èn af dem er og har altid været et strikketøj. Roen falder på og jeg kan finde ud af at sidde stille og lave ingenting, når hænderne er beskæftiget, så når albuerne vil, er jeg i gang. Med forsigtighed. Ellers holder bøgerne for, men det er bare ikke det samme. Strikketøjet er magi for hjerne og hjerte. Det duer for mig. For dig duer måske noget andet.

Ud af hænderne vokser ikke de store ting lige nu. Det kan fysikken alligevel ikke. Måske handler det mest om, at jeg ikke tør. Jeg kan ikke rigtigt finde ud af det, men ligegyldigt er det, for de små projekter er hyggelige, ikke tunge og med fremdrift, selv når man medregner mit nye, langsomme tempo.

I går blev den lille cardigan fra fyrrerne færdig. Jeg er vild med den. Jeg er sikker på, at jeg kan gå ind i stakken af gamle billeder fra min mors barndom og finde noget, som til forveksling ligner. Den er bare helt rigtig. Synes jeg. Måske er den lille pige, den er tiltænkt, ikke enig. Det skal hun heller ikke være, for den er strikket uopfordret og bare fordi jeg havde lyst. Det må gå, som det går og går det slet ikke, så kender jeg andre små piger, som måske vil elske…

Fakta:

Design: Pigecardigan fra Helga Isagers Strikketøj.

Garn: Supersoft, strikket med dobbelt tråd.

Farve: En god del Saffran, en smule Havana og lidt mere Opal.

Pinde: 4 – naturligvis mine elskede KnitPicks.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Helgas opskrift er sådan set ligetil denne gang. Ingen fejl er jeg stødt på og det kræver omtrent et kryds i kalenderen, men når det er sagt, så vil jeg gerne se de børn, hun har målt, inden hun har angivet størrelserne på cardiganen. De passer ingen steder. Jeg kender ingen på de i opskriften angivne aldre, som vil kunne passe trøjerne.

Med lidt hiv og lidt sving, lidt justeringer og lidt fantasi er det endt med en cardigan, som er rimeligvis harmonisk og bygget til et helt almindeligt, gennemsnitsligt barn på 5 år, hvis jeg skal gætte. Jeg har strikket størrelse 7-8 år, fordi størrelsen mindre (3-4 år) er meget lille og omtrent kan passe et barn på 1½. Med lidt kortere ærmer, er det lykkedes at få et resultat, som passer et almindeligt bygget barn akkurat midt imellem de to angivne størrelser.

Sådan er der jo så meget her i livet, som kræver en elastisk indstilling, så skidt, for resultatet er bedårende, når jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo.

Mange flere billeder her (ravelry link).