Morgenens kaffe dufter utrolig godt. Jeg længes vist lidt. Kaffe med et stort stykke mælk, lidt sukker og så en rørepind og jeg er glad. Denne morgen er jeg startet med at brygge kaffe til Kenneth, som er serveret på sengekanten. Han er stadig plaget af sit dårlige knæ og har derfor slet ikke stået/gået i to dage, men i stedet ligget på sofaen med bedstefartæppet og fjernbetjeningen, telefonen indenfor rækkevidde og ellers retten til at bede os andre om at hente og bringe.
Det er ikke noget, som huer ham, men det har ikke kunnet være anderledes. Forude venter et lægetjek og en knæfordybelse, for det her går slet ikke. Man skal ikke plages sådan, men i første omgang skal vi bare have gjort knæet samarbejdsvillig igen og vi er i gang.
I går var slem for mig. Jeg havde ondt. Både fysisk ondt og ondt af mig selv.
Jeg tog den helt store tudetur i går aftes og selvfølgelig lige akkurat da Annemette ringede. Jeg synes, at det har været hårdt at komme hjem fra operation og være den, der skal give omsorg. Jeg havde ondt og ville gerne, at det var mig, der lå på sofaen og blev forkælet. Jeg ville være den, der fik tæppe på, kys og kram, serveret kaffe og havde enevældig betjeningsret over fjernbetjeningen, men sådan kunne det bare ikke være. Ingen havde ønsket, at det skulle være sådan her. Det er bare sådan. Så er jeg typen, der klør på, men i går aftes knækkede den film så og så fik vi da den potte tømt.
I dag har jeg mindre ondt. Til gengæld ligner jeg en pelikan med et anseligt udsnit af Ishavets fiskebestand monteret under hagen. Man kan aldrig få det hele.
28 kommentarer
Fríða
21. januar 2011 at 08:55knus og varme tanker herfra, til jer begge to. og jeg er helt sikker på at det plager K mindst ligeså meget som dig at han ikke kan nusse om dig efter det du har været igennem. god bedring!
kh.fra Island
Frida
Liselotte
21. januar 2011 at 09:00Du har fuldstændig ret, Frida, men det går heldigvis meget bedre med os begge to nu :-)
Liselotte
21. januar 2011 at 08:55I går rettede gevaldigt op på skuden med slagside. Jeg fik en hel dag i sofaen med ingenting og afslapning og det har hjulpet meget både fysisk og psykisk, så jeg er ved godt mod.
Kenneth er i bedring og søster lystig kommer søndag, så i det hele taget er der meget at være rigtig glad for. Det husker jeg lige at være :-)
Leila J Moussa
21. januar 2011 at 07:57Hej,
sidder i Beirut og laeser dine indslag. Min veninde Mette har altid talt om din blog. og derfor er jeg her nu. Du er en kvinde der deler meget og det er skont. Smerte og tudeture horer med til livets skore sider og det eneste jeg kan sige om det er at det varer ikke evigt! Der kommer et tidspunkt hvor du har det lige pludselig bedre og kan smile igen. Naar man har boet i et land hvor krig kan bluse op hvert minut, saa laerer man at nyde NUET og ikke taenke paa andet, og takke at man stadigvaek i live! Tak for din blog og blev ved med at inspirere os!
kirsten pauli
20. januar 2011 at 22:22young daughter .. http://hyggehouse.com/ has often said.. it is okay to be down 10% of the time…you have gone though a lot emotionaly.. the third day is always so hard mentally after an operation..
liselotte just take care of you…
krams.
Anette Linnea
20. januar 2011 at 17:48Hvor ville det være rart om man kunne få lov at planlægge sine “downs.” Ikke mindst så det kunne blive koordineret med mands, børns og andres “downs”. Ville gøre det hele lidt nemmere. Hm….
Vibse
20. januar 2011 at 16:52Dobbelthager der går væk af sig selv om et par dage? Yay!
God bedring til Fruen og Herren – pas på jer selv og hinanden!
Kiki Lindholm
20. januar 2011 at 16:05Dejligt at du er begyndt at “larme” igen…jeg har savnet dig…og GOD BEDRING til jer begge.
Marianne
20. januar 2011 at 15:34Der er da ikke noget at sige til at filmen knækkede.
Selfølgelig har du et ernormt behov for opmærksomhed og omsorg ovenpå den omgang. Du var jo allerede godt
Brugt inden du blev opereret. Godt at søster ringede- altid godt at få tømt de følelsesmæssigt lagre ned i niveau.
God bedring til jer begge.
KirstenK
20. januar 2011 at 13:23Forstår godt du synes det har været træls…men det hjælper ofte at få vandet de høns! (Ja, altså dem fra tegningen, med boldbrættet)
Lissi
20. januar 2011 at 11:14Forstår godt din tudetur. Når man har været igennem det, som du lige har været, med konstant frygt i en lang ventetid, er der brug for oceaner af omsorg og ikke mindst tryghed, både før og efter. Man har brug for at tale det igennem, alt det man frygtede og også den forløsning og lettelse der kommer bagefter. Så må man godt ha’ ondt af sig selv, når omstændighederne gør, at det stadig er dig, der skal stå oprejst, Men husk på, at der kommer andre tider igen, hvor du er i fuld hopla. God bedring til jer begge.
Linda
20. januar 2011 at 10:50Den følelse kender jeg godt! Det kan være ret grænseoverskridende at skulle yde omsorg (også for dem vi elsker allermest), når vi selv trænger voldsomt :-)
God bedring til dig og dine herfra.
Linda
HanneC
20. januar 2011 at 10:49Er der taget vellignende billeder af pelikanen ;-)
Lone H
20. januar 2011 at 10:49Nååh, det er altså ikke så sjovt, rigtig god bedring til jer begge to. I kan måske deles lidt om sofaen indimellem…
Håber I er friske hurtigt igen.
Mette
20. januar 2011 at 10:41Stort knus til jer begge. Det skal nok gå.
Angående det knæ, så forbered jer på lange ventetider med hensyn til kikkerundersøgelse og eventuel meniskoperation i det offentlige sundhedssystem. Udnyt retten til at vælge et eventuelt privathospital indenfor ventelistegarantien. Jeg er blevet opereret 8 gange i mit knæ/lårben og har desværre lidt erfaring ud i den kant..:-(
Og tud det ud. Det hjælper.
Donald
20. januar 2011 at 10:38Herfra et super-kram uden hensyn til pelikanerne :-) Det er da hårdt at komme hjem uden nogen til at nusse, og jeg havde sådan håbet at du havde en god nabo eller veninde i nærheden. Jeg synes det er flot klaret når der nu ikke var en hær af hjælpere undervejs.
Moster
20. januar 2011 at 09:53Det lettede forhåbentligt med den tudetur, og jeg tager jo ikke skade af det :-)
Glæder mig til at komme over og pleje jer på Søndag :-)
Hyg og hils
Signe
20. januar 2011 at 09:34– Det lyder lidt hårdt! For jer begge..!! Måske man skulle indføre “forældres første sygedag” så Oline kan passe og pleje jer lidt?
God bedring til jer begge…
Hilsen Signe
Teresa
20. januar 2011 at 09:27Ja, ingen kan heldigvis tage humoren fra en. Sygdom, pelikanansigt eller ej. God dag!
Sonnie
20. januar 2011 at 09:15Nej, du lyder ikke til at være så køn i dag Liselotte – men sjov, det er du :o)
Og sådan en tudetur ramler vi alle ind i en gang imellem.
Sanne
20. januar 2011 at 08:44Det er slet ikke så slemt at blive sammenlignet med en pelikan;
“Denne fugl er blevet gjort til symbol for den alt opofrende moderkærlighed; dette hidrører fra den fabel, at de skulle rive hul på deres bryst, for at ungerne kunne drikke blodet”
Dette citat stammer fra et gammelt leksikon. Den er med andre ord en skabning der bogstaveligt talt ofrer sit liv for sit afkom. Modig og stærk. Sådan tror jeg også, at du er :o)
Hege
20. januar 2011 at 08:42Stor klem til dere begge :-) Noen ganger er livet bare slik, så får vi ta de utfordringene som kommer. Får håpe dagen i dag er bedre :-)
Bolette Gaia
20. januar 2011 at 08:40Jamen dog … bilver nød til at udbryde et Nårrrrrrhhhhhhhhhhhhhhh !!!
I vinter da al sneen kom , måtte vi tilsidst grine her i huset for hvem skal skovle sne .. Ham med piskesmeldet eller hende med kronisk bækkenløsning ??? da jeg gik der og skolvede vores store indkørsel havde jeg også lyst til at tude ..
Men vi klarer den lidt endnu .. med skavanker und alles
ET kæmpe ønske om god bedring til jer begge !!!
fra sydøstfyn ..
yt
20. januar 2011 at 08:33Hvor kan jeg godt følge dig.
Det burde jo også have været dig der fik omsorg ;)
Nu ville skæbnen det bare anderledes ;(
Det piner sikkert også kenneth.
Det er ikke nemt altid.
Yt.
Lene
20. januar 2011 at 08:32Knus til dig og jeg synes det er synd for både dig og Kenneth.
Jeg gad godt se pelikanen, men først skal jeg tage mig af min far et par dage :-)
Lone Veggerby
20. januar 2011 at 08:28Husk hvad Sussi siger om smerte;-)
Frau Putz
20. januar 2011 at 08:22Ville gerne skrive noget opmuntrende til dig, for det lyder ikke rart for nogen af jer. Måske I kan sidde i hver sin ende af sofaen og flette tæer på midten. Skiftes til at bestemme over fjernbetjeningen – og hundse lidt rundt med Oline.
Oscar vil sikkert også gerne lære at hente avisen…
God bedring til jer begge.
KH Karina
Helle
20. januar 2011 at 08:20det er aldrig sjovt at være syg og også skulle pleje andre syge :(
vi er kommet i reparations alderen os over 40 år :)
ønsker jer en god dag begge 2 :)