På vores udflugt til Randers Kunstmuseum ville Ella gerne se og lytte til en dejlig udsendelse om Poul Anker Bech. Hverken Oline eller jeg har det specielt godt med at sidde med høretelefoner på, så vi snuppede i stedet en hurtig afstikker. Sikke en afstikker. Vi elskede det. Sansebombardementer er lige hvad man efterstræber på ture som den i dag.
Inde i et næsten hemmeligt rum, lidt gemt af vejen, skulle det vise sig, at endnu en af dagens store oplevelser lå gemt…
Ethundredeogseks dage på en bambusflåde for at krydse Stillehavet. Året var 1993. Turen gik fra Kina til Amerika. Ind imellem var der kun hav, hav og atter hav. Ind imellem var der sekstusinde meter vand under flåden og en uendelig himmel over. Uendeligheden.
Det er uendeligheden, den færøske kunstner Tróndur Patursson forsøger at give os en fornemmelse af med sin spejl- og glasinstallation Kosmisk Rum. Det lykkes rigtigt godt. Oline kastede sig hovedkuls ud i at sanse med det samme.
Væggene består af farvedekorerede glaspaneler. Loft og gulv består af spejle. I loftet er malet illusoriske, sorte revner.
Jeg gjorde det samme, men kom til at kigge nedad og opdagede uendeligheden. Den bryder min hjerne sig ikke om at stå ovenpå.
Jeg kravlede ud til kanten og opgav at foregive, at jeg var modig. Tværtom. I døråbningen kunne jeg være, men ikke om mit kontrolcenter ville lade mig betræde rummet igen uden det blev fulgt af håndsved og kvalme. Lidt tøsedreng er man vel altid…
Jeg turde lige driste mig til at fotografere uendeligheden. Ude fra og i sikkerhed.
Jeg elskede, at min elskede Oline udkom i en millionmilliard eksemplarer. Hun er det bedste, jeg ved :-)
25 kommentarer
Marina
20. februar 2011 at 19:57Hvor er det sjovt. I vinterferien var jeg med ungerne i Ebeltoft hvor glasmuseet har et ligende værk. Det er helt fantastisk. Min mor fortalte i øvrigt at der er mange der ikke tør gå derind, så du er ikke alene om at være tøsedreng….
Annette
13. februar 2011 at 19:03Jeg går heller aldrig helt derind – er lidt bange – ved ikke for hvad – men synet er helt fantastisk:))))
Liselotte
14. februar 2011 at 17:54Det er en genial formidling, synes jeg :-)
Mette
13. februar 2011 at 08:39Sikke et rum, som jeg ikke kendte eksistensen af. Jeg har besluttet, at det må blive udflugtsmålet for min præteenager og jeg på tirsdag i vinterferien. Det er en oplevelse der kan røre de store unger og billederne af din Oline har overbevist mig om, at der må vi bare hen….:-) Tak for inspirationen.
Liselotte
13. februar 2011 at 09:30Rigtig god fornøjelse, Mette – jeg er sikker på, at der er mere end den ene ting, som kan give jer en oplevelse :-)
lissi lyngsø
13. februar 2011 at 01:37Der har jeg også lige været i dag – både det kosmiske rum og Poul Anker Bechs fantastiske udstilling. Man fortabes i begge dele.
Det er nu ikke første gang jeg besøger Tróndur Paturssons kosmos…og sikkert heller ikke sidste, jeg er nemlig ikke en tøsetøs :-)
Men første gang jeg ser PAB’s malerier IRL – tæt på, nogle sjuskede farveklatter på et lærred, lidt længere væk går helheden op for én – og længst væk i rummet tabes vejret…
Det lyder som om I har haft en dejlig dag. Også her.
Liselotte
13. februar 2011 at 08:26PAB’s teknik er sublim på de senere billeder. Jeg er fuld af beundring. Jeg kan også lide, at han skubber til virkeligheden hele tiden – og allerbedst kunne Oline lide det. Ella og jeg elsker, når vi kan røre vores unger. I går lykkedes det med Oline :-)
Marie
13. februar 2011 at 00:27Sikke herlige billeder af Oline!!!!!For år tilbage , da udstillingen Vandskel var på Silkeborg Bad,tog jeg et lignende billede af min dengang gravide svigerdatter…Kan du forestille dig, de mange maver, der kom ud af det. Et smukt minde om en dejlig tur med hende.
Liselotte
13. februar 2011 at 08:24Det lyder som et billede, man kan tage frem og nyde mange gange, Marie – og nu har du sikkert et mere håndgribeligt stykke lykke at kramme også :-)
jytte
13. februar 2011 at 00:14Grænseoverskridende er der i det kosmiske rum og garanti for svedeture ;-) i alt fald for os kyllinger! Utrolig smukt på samme tid.
Liselotte
13. februar 2011 at 08:23Det er jo meget smukt, Jytte, men en tand for meget for mig ;-)
Pernille
12. februar 2011 at 23:30Det virker helt syrealistisk – men smukt :)
Liselotte
13. februar 2011 at 08:21Det var virkelig en underlig oplevelse, Pernille :-)
violykke
12. februar 2011 at 23:07nøj det havde jeg heller ikke klaret, men rigtig flotte/sjove billeder.
Liselotte
13. februar 2011 at 08:21Det var lige rigeligt for min højdeskræk ;-)
Dorit
12. februar 2011 at 22:54fantastiske billeder og Tróndur er ikke mindre fantastisk :)
Liselotte
13. februar 2011 at 08:21Vi var meget betaget, Dorit. Vi skyndte os bagefter også at vise det til Ella, som var akkurat ligeså bjergtaget af det. Det er fantastisk :-)
Kirsten Jensen
12. februar 2011 at 22:40Hold da så helt op. Jeg kan godt forstå du nøjes med døråbningen, jeg blev svimmel bare af at se på billederne. Men de er (som sædvanlig, når du fotograferer) helt fantastiske. Hun er godt nok sej, hende Oline. God søndag til alle fra
fru Jensen
Gudhjem
Liselotte
13. februar 2011 at 08:20Det var et rigtigt sjovt sted og Oline elskede at stå derinde og fornemme rummet, men jeg kunne altså ikke overvinde min højdeskræk på trods af, at jeg jo udmærket vidste, at det bare var et spejlgulv :-)
Betina
12. februar 2011 at 22:32Fantastiske billeder, især det første. Fortsat god weekend :o)
Liselotte
13. februar 2011 at 08:19Tak Betina :-)
Lene L N fra Tyskland
12. februar 2011 at 22:16Der var jeg i sommer – helt fantastisk! Randers Museum er i det hele taget et dejligt sted!
Liselotte
12. februar 2011 at 22:20Det er et skønt sted, Lene. Jeg har været der nogle gange for at tolke, men aldrig som privatperson, så det var dejligt at have muligheden for fordybelse i dag :-)
Lene
12. februar 2011 at 21:56Det lyder som en dejlig dag, og min fantasi er ikke nok til at forestille mig det kosmiske rum ;-) men billederne af Oline er skønne.
Liselotte
12. februar 2011 at 22:19Lene, jeg ville sådan ønske, at du havde været med. Du ville have elsket det! Specielt dette rum, som i dén grad rykkede med vores virkelighedsopfattelse. Meget, meget spændende var det – og Poul Anker Bech var bare DET BEDSTE. Jeg er glædesmør indeni :-)