17

Hvem kan? Mor kan!

Jeg er mør. Mine fødder gør ondt, min lænd smerter og det eneste jeg kan tænke på er, hvornår jeg kan snige mig ind i hjørnet af sofaen. Når jeg først er nået derind, nægter jeg helt og aldeles at flytte mig. Næsten nogensinde, tænker jeg!

Tolv timers næsten uafbrudt arbejde er altså lige i overkanten for mig. Tænk på de stakler, som hver dag er nødt til at yde maksimum for at overleve. Jeg gør det, for at få Kenneth med på ferie. Andre har slet ikke ferie. Jeg klager ikke! Jeg ømmer mig bare lidt.

Lillebitte lidt… av…

Min smukke mor, med det meget store hår, står yderst til højre. Åh, som hun er smuk.

Jeg er støbt i en sej form. Mine bedsteforældre klagede aldrig. De arbejdede kontinuerligt og hårdt et helt, langt liv. De opdrog fire børn og én af dem, er min mor. Hun opdrog mig til at være sej og arbejdsom. Hun er selv det samme. Faktisk har hun stamina, som uden problemer overgår min. Jeg hører aldrig hende klage over en øm lænd. Hun er en slider og hun holder ud. Hun hjælper altid. Hun er faktisk helt igennem fantastisk og jeg er temmelig glad for, at hun er den form, jeg blev støbt i. Jeg er også rigtig stolt af hende. Hun er mit forbillede. Jeg vil gerne være lige så opmærksom og nærværende overfor Oline, som hun altid har været overfor mig og min søde, sprøde søster.

I dag har hun og jeg arbejdet side om side med Kenneth. Hun klager aldrig. “Tænk, jeg synes altså, at det er så hyggeligt, når vi allesammen arbejder sammen“, siger hun, mens hun fortsætter ufortrødent med det, hun har imponerende styr på, nemlig garnvinderne. Hun bestyrer uden problemer tre ad gangen. Mig? Max to. Max.

Det var også i dag, at hun endnu en gang påtog sig tjansen med at hus- og hundesitter. Jeg tror det ender med, at vi stryger af sted til Berlin. Bare lige en dag eller to… måske tre. Ikke i dag og ikke i morgen, men måske på mandag. Ah, det ville jeg rigtigt godt gide. Kenneth og Oline helt for mig selv.

Du vil sikkert også kunne lide