Nogen dage kan jeg slet ikke lide mig. Jeg synes, at jeg er grim. Håbløs. Så undgår jeg spejle, fordi jeg ikke lever op til forventningerne.
Andre dage elsker jeg, at min hud ældes og jeg finder nye rynker med jævne mellemrum. Jeg kan lide mine krøllede øjenlåg. Jeg kan lide mine furer omkring munden. Jeg kan lide mit ar på halsen. Jeg holder endda af, at min hals har forandret sig og lægger sig i fantasifulde og bølgende folder, når jeg bøjer ansigtet i forskellige vinkler.
Jeg jubler, når jeg finder endnu et Ole Ernst (måske ved du det ikke, men de venter ude i fremtiden, de der små, stive og umiskendeligt grå øjebrynshår, som stritter modigt og provokerende frem af ansigtet, når du intetanende står foran spejlet en tidlig morgen) og jeg kan finde på at gemme det, så Lone også kan få fornøjelsen, inden jeg fjerner det med min bedste ven; pincetten.
Jeg er fuld af tilgivelse og storsind. De grå hår er i orden og jeg spejder efter nye, når jeg prøver at tæmme manken. Jeg tænker, at jeg kan lide, at jeg mærker og er mærket af livet. At mit maveskind er rillet som et vaskebræt og mine bryster lader til at finde livet ved jorden mere og mere attraktivt. Jeg synes, at det er i orden, at kroppen ind imellem protesterer, når jeg tvinger den til ignorere de medfødte skavanker. Engang gjorde den det bare. I dag skal der overtalelse til og jeg tilgiver.
Jeg føler mig på ingen måde gammel. End ikke i nærheden, men huden lever sit eget liv og rynkerne har deres egen dagsorden, så man kan enten elske dem eller lade sig undergå en eller anden eksotisk behandling, som skal fjerne eller minimere, hvis man ikke er genetisk disponeret for glat hud langt op i alderdommen. Jeg forbeholder mig retten til at elske alt det, der sker.
Jeg holder af mig og jeg gider ikke ligne mig, da jeg var femogtyve. Jeg gider ligne mig. Nu og her.
For det meste.
Nogen dage lever jeg nemlig ikke op til forventningerne og så undgår jeg spejle.
26 kommentarer
Tina
6. marts 2012 at 20:33Du ser dejlig ud!
Din fingerring er helt utroligt flot. Må jeg spørge hvor sådan een kommer fra?
Sussi
27. februar 2012 at 15:00Jeg må lige kommentere her, selvom indlægget er mere end daggammelt vist. Du ser så skøn ud, Liselotte.
Uden at lyde alt for underlig(!) så jeg pludselig, at jeg var blevet ‘ældre’ den dag min pige kom til verden. 26 år er vel ingen alder, men livets store begivenheder – gode og svære – viser sig også fysisk, bilder jeg mig ind. At blive mor har sat sit spor – jeg er stadig 26, men jeg oplever en anden ‘tyngde’ – på den gode måde – og jeg bilder mig selv ind, at jeg kan ane forskelle i mit ansigt og mine udtryk, når jeg sammenligner mig med billeder fra inden jeg blev mor… Måske er det ansvaret for en anden, det at tilsidesætte sig selv lidt, der spiller ind..
Hmm, når jeg læser min egen tekst lyder det alligevel sært, men.. ;-)
Liselotte
27. februar 2012 at 19:16Tak Sussi :-)
Jeg er helt med. Jeg fik også mit første barn som 26-årig og jeg kan se, at det forandrede mig. Det er dejligt :-)
Liselotte
26. februar 2012 at 11:57Jeg tror, at livet er lettere, hvis man er i stand til at leve med fremfor mod. Det er uanset hvad vi snakker om… også rynkerne :-)
Bebiane
25. februar 2012 at 22:37Du er smuk, dit ansigt fortæller en historie om en kvinde der lever. En kvinder der elsker og som er elsket.
Sidse
25. februar 2012 at 21:43Elsker dine indlæg med kant. Og når du rammer det almen menneskelige. Med fine ord. Tak.
Louise
25. februar 2012 at 17:25Jeg har det lidt på samme måde, som du med alderen – Har altid ment at man kun er så gammel, som man føler sig! Og det er mere og mere i takt med, at jeg egentlig er “lidt” ligeglad (Helt bliver jeg aldrig) med, hvordan andre mener og siger, hvordan man skal gøre tingene :) Dog vænner jeg mig ikke helt til mit grå hår! Jeg har en hårtot i panden, som har fået lov til at forblive grå, og som ikke altid får skyllefarve :) Engang kan jeg måske forlige mig med tanken – men som 35-årig er jeg ikke helt klar til at accepterer at tiden går for hurtig, end den alder jeg synes, jeg har indeni :)
Forsat god lørdag
Anne Helstrup
25. februar 2012 at 14:17hej Liselotte. Hvor er det smukt og befriende skrevet. Sådan er vi sikkert mange der har det, men som måske ikke lige kan formulere det, så bliver smukt og poetisk. Men det kan du. tak for det.
Lone
25. februar 2012 at 05:24Du beskriver det at ældes så smukt og med god humor – illustreret med dejlige billeder.
Liselotte
24. februar 2012 at 16:49Det går jo kun én vej, så skulle man græde over det, kunne man ikke bestille andet, tænker jeg. Jeg er sjældent ked af, at livet ses. For det meste er jeg helt okay med det :-)
Janni
24. februar 2012 at 20:38Du er da bestemt en af de kvinder der ældes med ynde Liselotte :-) Alderstegnene er også begyndt at vise sig på mig. De grå hår, små rynker omkring øjne og mund og lidt slatten hud hist og her. Jeg synes selv det er lidt tidligt i en alder af 37 år, men efter at have tabt 31 kg, så sker der noget med huden :-/ Jeg nærmer mig så småt de 40 og jeg på fornemmelsen et fyrrene er en dejlig alder….det skræmmer mig i hvert fald slet ikke….tværtimod :-)
Liselotte
24. februar 2012 at 21:45Tak for de venlige ord, Janni – og fyrrerne er absolut kun anbefalelsesværdige, så glæd dig endelig :-)
Lisbeth Vissing
24. februar 2012 at 15:37Fantastisk indlæg. ÅH hvor jeg kender det, men super dejligt at du kan sætte ord på det.
Ord som jeg rigtig godt kan bruge, dejligt for mit sind.
Tusind tak Liselotte.
Vil da bare lige sige at JEG er 57 år, men det er da kun udenpå.
Marianne Bentzen
24. februar 2012 at 13:10jeg kan love dig en ting, det bliver værre!!!! Men jeg elsker din rigtig gode frimodige holdning til de problemer, der allerede begynder at dukke op. Men som jeg siger til min datter, der i april bliver 60 år, nyd det nu min skat, for det bliver værre, siger hendes mor der lige om lidt bliver 80. Jeg tror, at det vigtigste er, at man bliver ved med at være nysgerrig, at man sørger for at være velplejet og glad for hver dag – rynker eller ej..
Du klarer dig fint Liselotte
Vibeke (vibe)
24. februar 2012 at 12:15Franskmændene har en skulder bevægelse der tydelig viser deres evne til at tage tingene som de kommer, eller ikke bekymre sig særlig dybt over alting. I Danmark har vi et herligt udtryk som har samme betydning : Nå pyt !
Lad os få fjæset foran skoene og lidt mere ” Nå pyt “! Leve livet mens vi er her, vi er så længe døde…
lise
24. februar 2012 at 10:37Tidligt at kredse om “ældning”…siger en 64årig :-))
Teresa
24. februar 2012 at 10:34Åh ja, Ole Ernst har ikke levet forgæves. Dem finder jeg også af og til. Man bliver helt glad når de er hevet ud… Livets små fornøjelser
FRØKEN LARSEN I/S
24. februar 2012 at 10:28Det kan ikke siges anderledes, sådan er det jo bare og man kan lige så godt acceptere.
Mit barnebarn siger: “Jeg synes, du har en stor mave, Famse”. SÅ går det op for én, at der sker ting og sager. Læg 15 år til din alder Liselotte, så er du lige så “gammel” som jeg.
Heldigvis er jeg ikke nær så gammel indeni, og måske netop derfor kan det af og til være svært at se sig i spejlet. Godt at man har en dejlig familie, ikk´?
Kærlig hilsen og god tur hjem Lene.
Dorthe
24. februar 2012 at 10:11Nøøøøj, hvor jeg kender den fornemmelse af at man nogle dage undgår spejlet …. ;) Men kun enkelte dage – de fleste er trods alt ok :)
Fortsat god dag.
Tove
24. februar 2012 at 09:16Du ser da hammer godt ud. Rigtig god dag. :)
Catarina
24. februar 2012 at 09:16Ha ha ha for filan Liselotte, sikke et fantastisk indlæg. For du har fuldstændig ret, nogle dage bryder man sig ikke synderligt om det man ser i spejlet, men for det meste elsker man det man ser og alle de frinurlige og sjove ædningstegn der med årene er fremkommet. Og huden, ja den har det med at søge mod jorden, jeg tror den har med alderen har fået højdeskræk.
Ha’ en fantastisk dag i det eget smukke skind. :)
Tak for et “modigt” og anderledes indlæg. :)
Erika
24. februar 2012 at 08:46Du ser dejlig ud!
Lige nu øver jeg mig i at elske min krop. Efter børnefødsler er den selvsagt noget forandret, men tænk sig, den har båret og givet liv hele 4 gange. Det fortjener den livslang kærlighed for. :-)
Alice
24. februar 2012 at 08:40Dejligt at læse dette indlæg. Alt for meget fokus på plastikkirurgi idag. Hvorfor kan vi ikke bare være det vi alle sammen er – mennesker? Rynkede, foldede, posede og hår visse steder ligesom aberne og hvad vi nu måtte have og være:) Uden at kende dig holder jeg af det jeg ser og læser, du virker til at være et skønt og smukt menneske. God weekend til dig.
Donald
24. februar 2012 at 08:39Sikken en dejlig manke du har – ja, lidt gråelse kan man kun undgå ved at hælde farve på, enten det nu er gammeldags valnøddesaft, hvorved både hår og hænder bliver brune! (Uha) eller moderne skrappe kemiske midler, hvorved levetiden forkortes og allergierne får lov at blomstre. Nej livet er ikke let. Jeg er ikke så accepterende overfor mit spejl, som du er, selv om jeg ikke har smadret det.
Det er sådan et smukt, iagttagende udtryk du har. Gad vide om jeg tør lægge sådan en billedserie på webloggen, jo måske. Jeg har stor glæde af at webloggen hjælper med at holde styr på tiden, og portrætter som viser tidens gang er også gode at have som pejlemærker.
Lisbet Bula
24. februar 2012 at 08:29Som jeg skulle sagt det selv!! En ting er forbannet likevel og alltid: når man skal påføre eyeliner følger hele det krøllete øyelokket med blyanten! Det må minst to hender til for å holde ting på plass og påføre streker på noenlunde riktig sted!
Tante T
24. februar 2012 at 08:26Kære Liselotte. Du har da al mulig grund til at kunne lide hvad du ser. Jeg holder, ligesom du, af mine fremspirende grå hår. Tænker de ikke er kommet let til, så jeg holder af hver eneste, og byder gerne flere velkommen…
Du er dig, og du er dælme velholdt, smuk og charmerende. Om mave og bryst er på vej sydpå, det afslører disse billeder jo ikke :)
God fredag til dig og dine…