Lad mig introducere Raketten

Måske nogen husker min bedste ven Alphalfa, den lille, kvikke Alfa Romeo, jeg havde som tro følgesvend for nogle år siden. Jeg elskede den lille bil. Vi var som skabt for hinanden. Hver gang jeg blev lidt for sløv, begyndte han at danse som for at sige “Kom nu, Liselotte! Du kan godt! Tryk lidt på speederen!” og han fik mig sagtens lokket i fordærv, for  jeg er sådan en, der også kører dørtræk, hvis nogen gider.

Hvis biler ikke siger dig en hujende fjer, forstår jeg det sådan set godt. Langt hen af vejen er bilen et praktisk transportmiddel for mig. Den er en brugsgenstand. Når riget fattes penge er jeg ikke bleg for at køre i en gammel spand, men jeg er passioneret omkring biler og jeg elsker fart. Jeg elsker også design og jeg elsker Alfa Romeo. Spideren i retro-udgave allermest (jo, sådan en har jeg også ejet. Faktisk to. En sort og en rød. Uhm). Sådan en er ikke født med servo og jeg har slatne tolke-arme og ømme tolke-albuer, så vi er ikke længere kompatible. I stedet var Alphalfa kommet ind i mit liv og jeg elskede ham. Så tog vi på sommerferie. Det døde han af. Heldigvis overlevede hans chauffør, Kenneth.

Sydfranske mekanikere fik Alphalfa genoplivet og mens det stod på, fik jeg er lille Mercedes at køre i. Åh jo, den var da fin. Og sløv. Slet ikke mit temperament, men jeg havde en bil, som startede hver gang og aldrig gav anledning til irritation over egenrådig stædighed – det gør en Alfa Romeo som bekendt. Den har sit helt eget liv. Alligevel savnede jeg den lille spradebasse.

Da bilen returnerede til Danmark, var jeg videre. Faktisk var jeg endt i endnu en Alfa Romeo, nemlig Moderskibet, som er noget af en supertanker og ikke helt uden udfordringer. Også at parkere. Akselafstanden tager konstant fusen på mig og for øvrigt var det chefens drømmebil, ikke min, men lækker er den. Cruisevenlig luksuskaret fortjener den at betegnes og jeg har elsket, at den var min, mens Kenneth havde overtaget den nu skrammede og arrede Alphalfa.

Forleden døde Alphalfa. For alvor. Så var chancen der. Kenneth skulle jo have lov til at overtage sin drømmebil og så var det jo mig, der måtte have ny. Bare en lillebitte, kompakt bil, havde jeg tænkt, så…

Lad mig introducere Raketten.

Den er så sjov. En lille hidsigprop. Jeg er ikke hidsig, men min bil er. Det er jeg vild med.

Måske ser han ikke særligt imponerende ud, men skindet bedrager. Han er den vildeste hest, jeg har redet. Han er så sjov!

Ethundredeoghalvfjerds heste. Fra 0-100 på sølle 7,5 sekund. Jeg ♥ min nye raket og kald mig bare Brian!