Jeg har taget mig en halvgammel mand

Da jeg var atten og nybagt student og ikke havde tiden til InterRail, men var sådan lidt mere fastlåst i læreplads og fast arbejde om et øjeblik, tog jeg på chartertur til Costa del Sol, med Helle. Vi havde sparet sammen hele sommeren og nu skulle vi altså af sted på vores første alene-udenlandsrejse. Vi glædede os helt vildt og vi blev ikke skuffede. Vi blev mødt af sol og sommer, strande så langt øjet rakte og det allerbedste, nemlig friheden til at gøre lige præcis det, vi havde lyst til.

For at gøre en lang historie kort, var der på hotellet en stor og larmende flok sjællændere og iblandt dem var Kenneth. Vi faldt vel ikke absolut og hovedkuls for hinanden. Eller måske gjorde vi. Der gik i hvert fald et stykke tid, inden jeg overgav mig helt, men jeg er en virkelig dum jyde og sikke et held, at jeg til sidst kapitulerede.

I dag bliver manden i mit liv halvtreds. Det forstår jeg ikke. Vi har fulgtes gennem tykt og tyndt, siden vi var atten. Det er mere end tredive år. Han er min allerbedste ven, min fortrolige og min elskede. Han er alt for mig. Jeg forestiller mig ikke, at jeg kan trække vejret uden ham. Der er måske intet videnskabeligt belæg for det, men jeg er faktisk temmelig sikker på, at jeg ikke ville holde længe uden ham ved min side.

Han er et fantastisk menneske. Han er rummelig, venlig, langmodig og elskelig. Han er omsorgsfuld, kærlig og så sjov, at jeg ind imellem bliver mindet om, at det vist er på tide, at jeg får integreret knibeøvelser i hverdagen. Han er et intelligent, vidende og nysgerrig menneske. Han er måske verdens bedste far. Han er pisseirriterende, distræt og ualmindelig god til at give plads. Han er beskeden, troværdig og hviler i sig selv. Han er et eksempel til efterfølgelse. Han er mit idol og han er min helt. Han er mit et og alt.

Jeg elsker ham. Så kort kunne det også siges.

Hjertelig tillykke Kenneth – jeg elsker dig. Altid.