Dengang mor var dreng

For øjeblikket er vi optaget af alder herhjemme. Det er startet med, at Oline er blevet opmærksom på, at begge hendes forældre er halvtreds lige om lidt. Hun spejder og spejler sine forældre i andre, som har den alder. Hun sammenligner og kommenterer, spørger ind og konkluderer på forskellig vis.

Jeg lytter bare. Det samme gør Kenneth. Vi bliver jo hele tiden klogere på hendes opfattelse af forældre og den måde, de forventeligt eller erfaringsmæssigt er i hendes øjne. Jeg kan godt afsløre, at vi har nogle mangler. Mangler er i virkeligheden nok det forkerte ord, for hverken hun eller vi opfatter det som mangler, men så måske anderledesheder. Det kommer vel med det voksenliv, vi blev givet. Vi er nok sådan lidt tilfældige i det. Lidt løse og impulsive, ustrukturerede og deraf også overraskede af livet ind imellem, men vi er grundglade, sjove, grinende og temmelig tolerante og vi lever måske mere i nu’et, end mange andre gør.

Vi har aldrig nået at gøre andet. Vi nåede aldrig at komme på forkant eller ovenpå, men måtte opfinde en måde at være til stede i livet på, som kunne rumme omskiftelig og dramatisk liv. Et liv i konstant forandring. Omstilling til en konstant forandret virkelighed, har været en del af hele vores voksenliv og vi ved simpelthen ikke, hvordan man lever anderledes, så vi er faktisk temmelig gode til at være til stede lige nu og her. Til gengæld er vi virkelig dårlige til langtidsplanlægning. Faktisk så dårlige, at vi slet ikke kan finde ud af det og vi vægrer os mod det. Ingen af os kan det. Vi er så vant til, at det ikke er en mulighed, at vi stadig – seks år efter Alexanders død – ikke er i stand til det.

Når jeg skal give et eksempel på en ting, som gør mig glad helt ned i storetåen, kan det være Raketten, jeg nævner. Jeg er bil- og fartglad. Sådan er det bare. Jeg bliver dreng igen, når jeg sætter mig bag rattet og så er jeg slet ikke i nærheden at at være voksen, siger Oline.

Vi er eminent gode til at grine. Vi kan noget med livsglæde. Vi vil det gode liv. Vi insisterer faktisk. Vi vil være til stede. Nærvær, anerkendelse og kærlighed er ikke bare ord, men livsmål for os. Vi øver os hver dag og vi kan stadig bruge at øve os, selv om vi lige om et øjeblik er halvtreds.

Efter en samler, kommer en spreder, siges det. Min mor er født med struktur, orden og system i rygraden. Mig? Ja, det kan du jo læse ovenfor. Livsomstændigheder har bestemt en stor del for mig, men i virkeligheden er jeg nok sådan lidt løs, mens Oline tilsyneladende har valgt at komme ind i vores liv, for at statuere endnu et eksempel på orden i sagerne.

Hun er barn af os, så hun elsker os bare for at være os. Hun har plads og rummelighed til, at alle får lov til at være, som de er. Hun er mødt sådan og jeg elsker, at hun møder andre sådan. Vores livs lys er også vores livs glæde og stolthed. Hun giver mor her lov til at blive dreng igen, når jeg sætter mig bag rattet i Raketten og hun elsker, når jeg skaber mig tosset til musik, griner alt for højt eller bare gør mig klog på alt og ingenting. Så bliver en mor bare ikke heldigere, vel?

Jeg elsker min Oline :-)