Et sted, hvor jeg kan være mig

Jeg nåede alt det, jeg skulle i går, inden jeg pakkede familien sammen og drog sydpå. Inden pakkede jeg garn, strikkepinde og andre sjove ting, som skulle være med til at forsøde et andet strikkeliv end mit, men selvfølgelig røg også mit eget strikketøj med i farten.

Vi spiste de dejligste kager, den skønneste mad og havde masse af grin og skønne snakke med både store og små. Vi var sammen med mennesker, som har været en del af vores liv i mange år. Vi er næsten blevet voksne sammen og de mindste i selskabet fandtes slet ikke, da vi lærte hinanden at kende.

Jeg elsker, at jeg har mennesker i mit liv, som har været med både når det var sjov og når det var alvor. Mennesker, som kender mig. Et sted, hvor jeg kan være mig. Bare sådan. Det er rart og en menneskeret, men det er ikke os alle, der er så heldige. Jeg er taknemmelig for, at jeg er.

Jeg knuselsker både store og små. Jeg elsker, at børnene bliver store. Næsten voksne.

Jeg holder så meget af, at jeg får lov til at følge forvandlingen fra barn til voksen. Jeg synes, at de bliver så smukke, kloge og utrolig dejlige. De bliver fantastiske voksne. Det får mit hjerte til at vibrere af glæde, når jeg et øjeblik og midt i snakken får øje på vores arvtagere og jeg kan konstatere, at de er så godt på vej og trygge, søde og absolut helt igennem skønne.

Så bliver jeg sentimental og føler mig gammel, men kun et øjeblik, for to sekunder efter har Clara hentet sin lille dukkevogn, parkeret den og begynder at trække det ene væsen efter det andet ud af den. Hun præsenterer os for sin unikke og omfattende samling af insekter “som er de eneste jeg må samle på, fordi de ikke lugter, når de er døde, siger far“.

Kronen på værket er en humlebi på størrelse med spidsen af en tommelfinger og jeg knækker sammen af grin, da hun finder en lille lyserød Barbie-hårbørste frem, fatter om humlebien og begynder at rede bagkroppen, mens hun proklamerer “… og denne her er den bedste, for den er bare så god at lege frisør med“.

Clara vil gerne til Borneo og passe orangutanger. Clara elsker dyr. Hun ved, hvad hun vil. Det gør man i den alder. Det er først, når man bliver ældre, man kommer i tvivl. Oline og Emma summer og tænker og vejer for og imod. Det forstår jeg godt. Det var nemmere at være ti, men de lander. Jeg ved det bare.