Begijnhof i Amsterdam; besøg den, hvis du får chancen

Det lykkes os altid at finde nyt at nyde, når vi er i Amsterdam. Vi er der aldrig mange dage ad gangen og på trods af mange kilometer rundt i byen, er der stadig masser af dejlige steder, vi har til gode.

I år anbefalede Annemette, at vi skulle se Begijnhof, et af de smukkeste steder i Amsterdam. Begijnhof er en fin indergård fra 1300-tallet med typiske, smalle og charmerende Amsterdam-huse og to små kirker; den åbenlyse og den skjulte.

Vi har kendt til Begijnhof altid, men har aldrig været der. Jeg har ingen god forklaring ud over, at vi har valgt at se andre ting, når vi har været i byen. Man kan ikke nå alt og det har altså været andre steder, vi har prioriteret, men denne gang skulle det være.

På billedet ovenfor ligger den engelske kirke til højre og til venstre gennem den åbne, hvide dør, ligger det katolske kapel, som kaldes den skjulte kirke og den gør heller ikke meget væsen af sig, når man kommer ind i gården.

Det er blandt andet stedet for et katolsk søsterskab. Kvinderne, der sluttede sig til søsterskabet, blev kaldt “begijnen”  og de levede som nonner.

Kvinderne passede de syge og hjalp de fattige med uddannelse, når de kunne. De havde deres egne regler, som ikke lignede andre katolske nonneklostres og søstrene havde blandt andet lov til at forlade søsterskabet for at blive gift, hvis det skulle falde for, ligesom der ikke var regler for at leve i fattigdom. De kunne altså sagtens administrere og profitere af egen formue, hvilket gjorde søsterskabet helt unikt.

Indergården er et virkelig stemningsfuldt og smukt sted. Det er et sted, hvor det forventes, at man er stille, viser respekt for de private hjem, man næsten træder ind i og i det hele taget opfører sig fornuftigt, så det gjorde vi selvfølgelig.

Husene er typiske Amsterdam-huse med smalle facader og derfor plads til mange side om side. Haverne foran husene var smukke og velplejede selv på en efterårsdag med regn var der ikke en finger at sætte på noget. Jeg kunne drømme om at få lov til at leve i et af de huse. Stilheden der herskede i gården var en helt speciel oplevelse, fordi den stod i stor kontrast til Kalverstraats liv og larm kun nogle få skridt væk. Der var en dejlig stemning og en oplevelse af særlig omhu og kærlighed til stedet.

Vi er ikke troende, men vi elsker kirker. Det er sådan lidt underligt og ikke noget, vi har fordybet os voldsomt i. Vi nyder dem bare. Vi kan lide stilheden, de store, nogen gange pompøse rum og oplevelserne, der altid gemmer sig sådan et sted.

I the English Reformed Church blev vi modtaget af tre frivillige kvinder, som bød indenfor med store, brede smil og et varmt velkommen. De havde nedskrevet kirkens historie på mange sprog og dansk var et af dem. Vi syntes nu mest af alt, at det var fascinerende med det skift, kirken havde oplevet. Den blev oprindelig bygget som et privat, katolsk kapel omkring 1390 og efter en brand genopbygget cirka 100 år senere.

Under reformationen i slutningen af 1500-tallet nedlagde Amsterdams byråd kirken og herefter stod bygningen ubrugt i tyve år indtil 1607, hvor byen forærede kirken til de engelsk-talende kirkegængere i Amsterdam og siden har kirken tilhørt the English Reformed Church og den har haft mange både kendte og ukendte kirkegængere…

“Tomorrow morning I am going to the English church; it lies there so peaceful in the evening in that silent Begijnhof among the thorn hedges, and seems to say:
In loco isto dabo pacem: In this place I shall give peace, says the Lord. Amen, so be it.”

–Vincent van Gogh

Kirken er smuk med sit træloft, de slidte og smukt farvede træbænke og stole og det kolde stengulv, som bærer vidnesbyrd om alle de, der gennem tiden er blevet begravet lige her, under kirken, men den er altså ikke den mest spændende af slagsen, vi har oplevet. Så er det sagt og vi bevægede os også hurtigt tværs over indergården og ind i det katolske kapel på den anden side af pladsen.

Da Beguinerne måtte overgive deres kirke til Den engelske kirke brugte de kirkens sakristi til deres messer, men med tiden måtte de flytte messerne til et af husene i gården og det var sjældent det samme, så de flyttede rundt, som det kunne passe. Det var uholdbart og i 1665 havde den lokale præst Van der Mije foranlediget, at man købte to huse i gården og med byrådets velsignelse – og på betingelse af, at det ikke udefra lignede en kirke – forvandlede disse to huse til det katolske kapel, som ligger der den dag i dag.

Da kapellet stod færdig i 1682 levede 150 Beguiner og 12 enker eller enlige kvinder i søsterskabet, så det var ikke noget lille fællesskab, der endelig havde fået deres eget sted at dyrke troen på deres Gud.

De malede, blyindfattede ruder er ikke helt så gamle, som kapellet. De stammer fra det 19. århundrede og de var fascinerende at betragte tæt på. Jeg optages altid af håndværk og dette her er noget, jeg kan relatere til; illustrationer.

Jeg brugte lang tid på at betragte teknikken, detaljerne og farverne, for det er ikke ofte, man kommer så tæt på kirkers blyindfattede historiefortællinger :-)

Fordi det er et katolsk kapel er der naturligvis også en forventning om stilhed, respekt for de, som måtte sidde og bede og mulighed for at tænde lys for noget eller nogen. Jeg tændte et lys for Alexander. Ikke fordi jeg tror på Gud eller nogen større magt i himlen eller på jorden, men fordi det er en smuk mulighed for at mindes og huske alt det gode.

Annemette og Heidi tager til kapellet i Begijnhof og tænder et lys for Alexander hver eneste gang, de er i Amsterdam. Det føltes fint, at jeg gjorde det samme.

Besøget i Begijnhof gav en dejlig, stille og smuk pause midt i et ellers skønt og livligt Amsterdam. Det kan anbefales.