Lidt om alt og ingenting

Vores fredage er blevet lange. Så lange, at vi først er hjemme ved 19-tiden og så er energien på det nærmeste ikke-eksisterende. Sådan var det også i går, hvor Oline heldigvis lavede mad til os. Spaghetti Carbonara er en af mine italienske yndlinge, men jeg har faktisk aldrig lavet den selv. I går lavede Oline en mesterlig én af slagsen. Det smagte, så jeg spiste mig en mavepine til. Bagefter sad jeg og halv-sov i sofaen, til vi endelig tørnede ind. Meget strik blev det ikke til.

Mandag starter Oline på universitetet. Mandag fylder Oline 20 år. Mandag ser vi ikke Oline, fordi hun er optaget af alverdens sjove arrangementer, så både hun og vi glæder os til, at vi får lidt gæster i morgen og indtil da har der været små forberedelser at gøre. Gaver at købe. Et af ønskerne er en symaskine, så den tog vi ud for at bestille i dag, hun og jeg. Vi fandt en god begynder-maskine med masser af kræfter og en sindsyg god fart, så den kan sy gennem det meste og med en hastighed, som passer de to fartglade i vores familie.

I Metro provianterede vi til aftensmad med mere. Oline elsker falafler og eftersom tiden løb fra os, blev det til en hurtig pose af de frosne, som skal smides i gode wraps med masser af salat og god dressing. Det er nemt. Det kan jeg lide på en halvt brugt lørdag.

Oline fik mig til sidst lokket i Shoppen. Hun skulle lige kigge. Så kiggede jeg også. Det resulterede i indkøb så store og uhandy, at jeg måtte ringe efter Kenneth, fordi de kurve-tårne, jeg havde købt (2 af, fordi et ikke var nok), ikke – om så universet slog en kolbøtte – kunne passes ind i Raketten. Der måtte større bil til og heldigvis fangede jeg ham, som han alligevel var på vej i Bauhaus, som ligger omtrent samme sted.

Kenneth hentede mine omfangsrige indkøb. Vi stod i det vildeste regnvejr og pressede kurve ind bag i bilen, mens regnen begyndte at løbe ind bag kraven og ned ad ryggen på os alle. Så løb Oline og jeg over til min bil, kørte hastigt hjemad og endte med at sidde i kø på toppen af Hobrovej i ulidelig lang tid. Nu er vi hjemme og endelig indenfor. Der er pakket ud. Der er styr på det meste.

Det er vel snart ved at være tid til, at jeg kan sætte mig med lidt strik, kaffe og fødderne i vejret og snakke lidt om alt og ingenting. Jeg trænger :-)