To forstykker og solskin ude og inde

To forstykker er jeg i mål med. Nu venter ryggen. Bagefter bliver det ærmerne og siden den forkant, jeg drømmer om at få strikket på. Jeg er spændt. Det tager alt for lang tid, når man strikker ud i det blå og kun med en idé i hovedet. Det er påtrængende nødvendigt at få konkretiseret idéen. Jeg ved jo ikke, om den fungerer, men jeg tror det næsten. Det ser lovende ud.

Der er slået op til ryggen. Modellen bliver helt enkel, så alle kan være med. Også de, som ikke har strikket længe. Det ender med one-size, som nemt kan tilrettes, hvis ellers jeg lykkes med det hele.

Ind imellem strikkeriet, render jeg ud i det gode vejr. Der var lidt små træer, som trængte til omsorg. Det stopper jo ikke, bare fordi sommeren stopper.

Vejret er vidunderligt. Solen skinner. Måske blæser det en smule for meget for min smag, men det er med at nyde lyset. Det får en ende senere på dagen, siger de, som angiveligt er klogere på vejret, end jeg er.

I går aftes fik vi det vildeste tordenvejr forbi. Først lynede og tordnede det, så ruderne klirrede og siden blev tordenen efterfulgt af et mindre skybrud, som ind imellem gik over i en haglbyge så vred, at jeg troede, at taget på Feddet ville briste. I morges var eneste spor efter uvejret en stak planter, som så lidt sølle ud. Alt andet holdt og jeg var mere end én gang i tvivl, mens vi sad midt i det. I dag bliver med tiden bare grå. Det er jo ikke november for ingenting, men så må man ruste sig …

Der er lydbog og varm te i køkkenet. Hvad venter jeg på?