Flensborg i påsken

Flensborg i påsken er travl og tæt pakket med danskere. Så kloge blev vi, da vi tog turen derned denne påske. Vi ville lære byen endnu bedre at kende, for sidst vi var her, havde vi slet ikke fået udforsket mere end en brøkdel af den ellers så overskuelige by.

Vi havde indlogeret os på hotellet, som kun levner en kort gåtur til hovedstrøget, så allerede da vi ankom onsdag sidst på eftermiddagen, smuttede vi ud i byen for at træde sten flade. Vi skulle have noget ud af de halvandet døgn, vi havde til rådighed, inden byen lukkede og slukkede.

Onsdag er helt almindelig hverdag. Skærtorsdag er det samme og alle butikker er åbne og der kan handles lystigt. Langfredag bliver byen helt stille og aktiverer erindringer om bilfrie søndage engang for længe siden, men som sagt ankom vi allerede onsdag sidst på eftermiddagen og eftersom vi allerede kendte hotellet, var det bare at pakke ud, hvile et øjeblik og så ellers skrå over pladsen, for at indtage Flensburg Galerie.

I virkeligheden har vi valget mellem at gå gennem galleriet eller udenom. Vi gik indenfor, for det huset tre etager med butikker, som ikke alle er lige interessante, men der er bestemt et par yndlinge og specielt Kenneth har en favorit-butik, som skulle besøges. Det kunne faktisk slet ikke vente, for han havde glemt skjorterne hjemme og måtte håbe på, at butikken kunne supplere hans ellers temmelig omfangsrige samling.

De kunne heldigvis hjælpe ham, så han spadserede videre som en glad mand med hele tre nye skjorter plus det løse …

Sidst på dagen trak vi os tilbage til hotellet, hvor vi slappede af nogle timer, inden vi igen gik ud i byen og faktisk endte på en restaurant, vi også besøgte sidste gang, vi var i byen. Man spiser ganske udmærket og vi vidste, at vi fik lov til at sidde uforstyrret og snakke, hygge og spise, som vi ønskede det, så vi indtog aftensmaden på Alte Senfmühle. Planerne var ellers noget andet …

Vi ville spise mexicansk. Jeg var stødt på adskillige gode anmeldelser på en mexicansk restaurant i byen, så vi startede faktisk med at spadsere ned i Rote Strasse, men da vi fik kigget indenfor, kunne vi se, at interiøret mest af alt mindede om en blanding mellem en bistro og et cafeteria og det orkede vi faktisk ikke. Vi ville gerne sidde i rare omgivelser på gode stole og med dæmpet belysning. Vi forlod Rote Strasse og endte altså nede på Alte Senfmühle. Vi kunne måske have været mere opfindsomme, men vores første plan var skudt i sænk og vi var sultne. Vi blev heller ikke skuffede. Man spiser ganske udmærket på stedet. Ikke prangende, men absolut udmærket.

Efter maden var der kun en kort spadseretur på måske 100 meter, før vi igen kunne indtage hotelværelset. Vi blev modtaget af vores rare receptionist, som gerne ville øve sit danske. Jeg ville gerne øve mit tyske. Vi slog to fluer med ét smæk. Jeg talte tysk (som om…) og han talte dansk og så rystede Kenneth på hovedet, mens vi grinte af de kreative måder, vi begge forstod at anvende hinandens sprog på. Godt sprogpolitiet var gået på ferie.

Torsdag ventede forude. Den skulle indeholde shopping, et kirke-besøg og en tur ind bag hovedstrøget og lidt længere op i byen, havde vi bestemt. At kulden skulle komme til at bestemme en del også, vidste vi endnu ikke, men sådan er det i Flensborg. Fjordbyens eneste minus har hidtil været, at der konstant blæser en iskold vind omkring alle gadehjørner. Vi skylder vist byen, at vi indtager den på en mild sommerdag, for at overbevises om, at den kan være forsonlig.