Jeg ved ikke, hvad det er med mandag, men den vil sjældent, som vi vil

Jeg ved ikke, hvad det er med mandag, men den vil sjældent, som vi vil. Så meget ved jeg.

Uanset hvor velforberedte vi er. Uanset hvor mange mennesker vi stempler ind om morgenen. Uanset hvor ihærdigt vi organiserer, aftaler og uddelegerer, så vælter den mandag altid. I dag er ingen undtagelse. Dagen er for længst væltet og ingen er helt uden blå mærker, men vi lærer alle at være omstillingsparate og vi flytter os til steder, hvor der er behov og sådan kommer alle omkring de fleste arbejdsopgaver i løbet af årets mandage, for som sagt går intet, som spået.

Om lidt lukker og slukker vi for arbejdsdagen. Vi er alle brugt op. Ingen kan længere tænke en lige tanke og vi er enige om at kapitulere og kalde det for en dag. I morgen kommer endnu en.

Jeg glæder mig til en kande te til min ømme hals. Jeg glæder mig til sofaens bløde hjørne og strikketøjets monotone gentagelse, som gør en udmærket hjerterytmestabilisator. Jeg glæder mig til at sidde lige så stille i mørkningen med et tændt stearinlys og Alexander i tankerne, for der er han meget i disse dage. Jeg savner ham, så hjertet gør ondt. Der er ingen forklaring. Sådan er det bare. Jeg er hudløs. Så kommer han. Mit hjertes glæde og lykke og ham, som gjorde mig voksen og hel. Hans søster vedligeholder alt det fine, de sammen skabte i mig. Jeg elsker dem ♥