3

Jeg holder af det simple køkken

Jeg holder af det simple køkken og trives fint med få, men gode råvarer. Jeg kan lide, at mad er simpel. Ikke sådan, at den ikke må være velovervejet og slet ikke sådan, at jeg ikke kan blive helt høj over en aften med fuld menu på Villa Vest, men jeg holder faktisk også meget af det helt simple. Et kogt æg. En kogt kartoffel. Et brød. Lidt ost. En simpel salat med et drys af groft skåret ost.

Det simple køkken

At komme på et fransk marked er en stor fristelse.

Jeg elsker mine ferier sydpå. Jeg kan få lang tid til at gå med at gå på markeder og købe friske råvarer. Jeg holder af, at vi taler med slagteren om det kød, vi vil spise og han faktisk har en holdning til, hvad vi vælger. Jeg kan lide, at ostehandleren på markedet lader os smage, men selv bestemmer hvad. Bageren er et kapitel for sig, for der er så mange forskellige brød, at det er umuligt andet end at teste og finde favoritterne. En af mine er fougasse. Man kan aldrig spise for meget fougasse. Aldrig.

Jeg forkøber mig altid i tomater. Store, røde og solmodne tomater. Jeg køber frugt og bær og min appetit står slet ikke mål med mængderne, men det er svært at begrænse sig, når udvalget er så rigt og varieret.

Jeg skal altid have et bredt udvalg af oliven og mandler og i fryseren skal der gerne ligge kokos- og citronis. Det er svært at være ulykkelig med det lager.

Det simple køkken

Det simple køkken

Jeg får som regel også en plads i det køkken, Kenneth regerer i.

Jeg holder af at lave mad sammen med Kenneth, når vi er på ferie. Jeg får lov til at vaske, skrælle og skære og det er fint med mig. Kenneth er den, der interesserer sig for og virkelig har forfinet sine kulinariske talenter. Jeg koger æg og kartofler og synes, at det er fint og faktisk er det sådan, at vi alle holder af det simple, når det kommer til stykket.

Salater er en fast bestanddel af både frokosten og den aftensmad, vi indtager sent ind i den varme sommeraften. Ofte vil der være en rest tilbage, som kan suppleres med lidt brød, et æg eller frisk ost, når vi skal spise frokost næste dag.

Madlavning skal ikke tage pusten fra os, så vi er gode til at finde de helt rigtige råvarer og så tilberede dem simpelt. Det inkluderer for øvrigt også rigtig meget fisk og skaldyr, som er så utrolig nemt at finde frisk også i Dordogne.

Det simple køkken

Det simple køkken

Ovenfor er verdens mest simple genialitet; en kartoffel krydret med olie, rosmarin og salvie og bagt til den er sprød og uimodståelig.

Jeg vasker tøj og finder ting frem, som anses for uundværlige på en sommerferie, mens jeg glæder mig til, at vi stævner ud mod tre skønne uger i morgen tidligt. Vi skal spise simpel, men lækker mad. Jeg glæder mig.

Du vil sikkert også kunne lide