Nu var det jo egentlig sådan, at jeg ville have brugt en aften i Tivoli. En aften i december med alle julelysene, boderne og den stemning, der følger med, var lige akkurat det, jeg drømte om. Troede jeg.
Det skulle nemlig vise sig, at jeg havde meget lidt overskud. Faktisk meget mindre, end jeg selv var klar over, så tiden blev brugt på at være stille og uden alt for meget ståhej, hvor vi var. Vi nåede en tur gennem en lille del af København, fik nok og kørte ud af byen igen, men vi nåede lige omkring Deutschs Julemarked på Højbro Plads. De havde knapt åbent, så flere boder var endnu lukkede, da vi var forbi, men hyggeligt var det nu alligevel.
Det eneste, der kom med hjem, var to små, filtede figurer. Den lille hund, som kunne ligne Oskar lidt og en lille pingvin.
Vi skulle være kommet sidst på eftermiddagen, er jeg sikker på. Når mørket falder på, bliver alting meget smukkere, rundere og hyggeligere og det gælder med garanti også for dette julemarked. Sådan var virkeligheden ikke. Vi havde tid den formiddag, så sådan blev det, men jeg er sikker på, at det havde fristet med både mad og drikke, hvis vi havde været lidt senere ude.
Ved Storkespringvandet blev vi stoppet af et par journalister fra Berlingske. De ville gerne have os til at deltage i en voxpop omkring Etisk Råds udtalelse omkring retten til at frasige sig genoplivning. Vi takkede nej. Jeg orker ikke, at journalister redigerer ukritisk i mine ord. Sådan er det bare.
Ét julemarked nået. Mange andre, jeg gerne vil besøge. Jeg drømte også om Papirøen. Jeg drømte om at se hele familien, for det ville have været frygteligt hyggeligt, er jeg sikker på. Jeg ville gerne have været på Nørrebro og snuse lidt. Jeg ville gense mine gamle huse.
Virkeligheden overhalede mig indenom. Sådan er det bare nogen gange og København bliver liggende, hvor den ligger. Jeg kommer tilbage. Snart, håber jeg.
6 kommentarer
Eva
13. december 2016 at 04:55Du er altså eminent til at tage billeder. Det fik jeg lige trang til at sige.
Liselotte
13. december 2016 at 10:05Tusinde tak for så dejlig en kommentar, Eva :-)
Anne Skyum
12. december 2016 at 21:56Vi var på et meget kort besøg i Tivoli lørdag eftermiddag. Det var RÆDSOMT! Der var så mange at man overhovedet ikke fornemmede den fine stemning og de smukke lys…
Liselotte
13. december 2016 at 10:01Det var akkurat sådan, vi tænkte. Vi opgav. Hvert år siger jeg, at jeg vil, men i virkeligheden orker jeg ikke ;-)
Lene
12. december 2016 at 20:52Tak for dejlige billeder og en ide til hvor vi skal hen. Jørn mener nemlig at Tivoli er totalt overfyldt, så vi er på kig efter noget andet :-)
http://www.underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com
Liselotte
13. december 2016 at 10:00Der er mange muligheder, Lene. Der er virkelig skønne julemarkeder og så er der jo Papirøen, som jeg virkelig gerne ville have oplevet, men måske I når det :-)