8

Firenze, glamour og til sidst trang til flugt

Firenze, glimmer og glamour og til sidst trang til flugt. Så blandet en landhandel er min dag endt med at være, men først og mest fylder alt det gode.

Nogen gange er man mere heldig end andre. I øjeblikket føler jeg mig meget heldig, for jeg skal på forretningsrejse og den bringer mig til Firenze i januar. Det er bare ikke det værste sted at være i den måned. Langt fra faktisk.

Der er ikke sol og sommer. Der er formentlig gråt, fugtigt og overvejende tåget, men Toscana er smuk i januar og en by, som Firenze, er vist aldrig grim. Måske er den endda sneklædt. Det sker jo, at der falder sne i regionen. Ikke ofte og sjældent noget, der bliver liggende, men skal sandheden frem, er jeg ligeglad. Lad det bare regne og være gråt. For mig ligger magien i, at jeg er i Firenze og med ham, jeg elsker. Vi skal besøge leverandører og selvfølgelig helst blive inspireret på samme rejse, så vi kommer hjem med nye idéer.

Sidste år fik vi utrolig meget ud af rejsen. Den tur trækker tråde helt ind i Garnudsalg anno 2017, så derfor glæder jeg virkelig til, at vi skal afsted igen.

Om ganske kort tid introducerer vi et nyt garn, som kan føres direkte tilbage til turen i 2016. Jeg synes, det er fantastisk at tænke på, at jeg har været blind for disse inspirationsture tidligere. De tilfører så meget nyt. Inspirationen kan have den mest usandsynlige form, når man møder den, men kan siden manifestere sig i skønne garner, nyt værktøj eller blot nye, skønne kontakter over hele verden.

Jeg er allerede i gang med at overveje, hvad vi skal kigge efter og jeg har nogle idéer, men forhåbentlig væltes de omkuld af et eller andet helt ekstraordinært fantastisk, som bare MÅ have plads.

Mens jeg venter, har jeg brugt ugens fridag på et par ærinder. Det første var skønt. Jeg skulle aftale indfatning af en smuk sten hos min foretrukne smykkedesigner, Niki, som er indehaver af Athena Smykker her i Aalborg.

Vi har fundet en skøn løsning og jeg glæder mig meget til, at jeg senere kan hente ringen og begynde at bruge den, men fristelserne står i kø derinde, så jeg har tabt mit hjerte til både øreringe og de fineste vedhæng. Jeg drømmer videre, men jeg begynder en lille opsparing. Vedhænget må komme først, kan jeg mærke. Guld og glimmer. Jeg udvikler vist en prinsesse i disse år ;-)

Jeg afsluttede dagen med at skulle til røntgen ude på Aalborg Universitetshospital Syd. Ind af hovedindgangen gik det fint, fordi jeg skyndte mig og lod som om, jeg havde fuldstændigt styr på retningen. Jeg gik med raske skridt mod røntgen. Syv minutter efter ankomst ved skranken, var jeg klar til at tage hjem igen. Aldrig har jeg oplevet noget lignende – hverken som privatperson eller i forbindelse med mit tidligere job. Jeg elsker, at det kan lade sig gøre. Jeg kom ind før tid og var ude igen på rekordtid og endda et par grin rigere. Det kan man da kun blive glad af.

Ude i forhallen, hvor jeg skulle vente, indfandt kvalmen sig øjeblikkelig.

Det sted er ikke godt for mig. Jeg får uro indeni. En stærk trang til flugt. Den gør det svært at forblive rolig og vente, hvor jeg skal vente, men det har en helt naturlig forklaring. Mit barn døde lige oppe på første. Lige akkurat oppe på første lige over indgangen mistede vi Alexander for ti år siden. Jeg har haft det på denne måde lige siden. Så snart jeg træder ind ad hovedindgangen, går mit indre alarmberedskab i gang med at forstyrre i form af kvalme og svimmelhed. Jeg er stædig og insisterende, for det skal være mig, der bestemmer, om jeg er i forhallen på Aalborg Universitetshospital Syd, så sådan har det været siden den november-dag for mere end ti år siden, men det er ikke uden omkostninger.

Jeg er hjemme. Jeg er udmattet. Det tapper helt enormt, at kroppen husker, når jeg ikke selv vil. Det er dejligt at vide, at resten af aftenen er min. Jeg behøver ikke andet end være. Det kan jeg finde ud af.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide

8 kommentarer

  • Avatar
    Svar
    Catarina
    7. januar 2017 at 11:13

    Nøjj, jeg gad godt kige have sådan en forretningsrejse til Italien inden for tækkeviede og specilet i den her lang lange januar. :-D

  • Avatar
    Svar
    Trine F
    5. januar 2017 at 17:20

    Har til gode at komme til Italien, lyder fantastisk.
    Kan godt forstå dine følelser omkring hospitalet, tænk at der allerede er gået 10 år, det vil sige at jeg har fulgt jeres familie i 10 år.
    Når man mister vil der altid være steder og tidspunkter, man helst vil undgå fordi de bliver ved at gøre ondt. Lige meget hvor meget man ellers synes at man er kommet videre. Det har jeg da fundet ud af.
    Håber i får en dejlig tur, og finder noget lækkert, der kan friste i butikken.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      5. januar 2017 at 18:46

      Ja, tænk som tiden løber. Ti år. Det er lang tid, men ikke tilstrækkelig til, at jeg kan stå i forhallen uden at få lyst til at stikke af :-)

  • Avatar
    Svar
    mormormedstiletter
    4. januar 2017 at 23:04

    Uhhh, jeg får tårer i øjnene, når jeg tænker på dig dag på hospitalet – med din søn i tankerne…..Kan næsten føle din smerte:-(

  • Avatar
    Svar
    Helle Wæver
    4. januar 2017 at 20:48

    Rigtig god tur til Italien. Dejligt I tænker på os kunder og gerne vil udvikle Spændende med nyt garn – den forhal gør ikke noget godt for os der slider på gulvbelægning, mere end godt er. Godt du er “sluppet ud” i god behold

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      5. januar 2017 at 16:16

      Der er steder, jeg ikke længere kan holde ud, men sådan er det nok for mange, Helle :-)

  • Avatar
    Svar
    Helle Læsø
    4. januar 2017 at 18:03

    Jeg gad godt, være Jeres piccolo i Firenze, jeg skulle også nok hente kaffe Nåh nej, jeg venter jo hundehvalp, og skal på barsel
    Rigtig god tur Den skal der nok komme noget godt ud af

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      5. januar 2017 at 16:15

      Jeg er sikker på, at jeg ville elske at have dig med som piccolo, Helle, men du har jo slet ikke tid :-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)