13

Måske haltende lidt bagefter

Dagen er godt i gang og jeg er med. Måske haltende lidt bagefter, men jeg er her – stadig uden bad eller tandbørstning, men med kaffe og havregrød i maven – så der er altså ting, som fungerer og andre, som halter lidt. Sådan er virkeligheden vist bare og jeg er tilpas og vurderer, at det er første prioritet i en tid, hvor alle omkring mig er ramt af influenza.

Herhjemme er vi raske og friske. Heldigvis, for vi planlægger en forretningsrejse og skulle gerne være friske og klar til at træffe gode beslutninger, når vi ankommer til Italien i slutningen af den kommende uge.

Heldigvis er hun på vej til levesiden ;-)

Vi har aftalt hus- og hundesitning med mor og hun var en af dem, der har været hårdt ramt af influenza i ugen, men heldigvis i god bedring, så alt lander på bedste vis, inden vi skal afsted.

Vi er nu mest glade for, at hun er i bedring. Vi har haft svært ondt af hende og vi har lavet aftensmad til hende nogle af dagene og er kørt op med det, for ellers tror jeg ikke, at hun havde fået hverken vådt eller tørt, så skidt hun var. Vi har handlet lidt til hende ind imellem og i dag aftalte vi, at Kenneth skulle køre forbi efter grønttorvet og forære hende lidt frisk frugt, for det er hun glad for og vi skal have lidt mad i hende igen.

Vi skal huske at passe på hinanden ♥

Måske haltende lidt bagefter

Grøn marmor på Piazza del Duomo di Pistoia

Udenfor Duomo di Pistoia ligger dette smukke gulv. Sort/hvidt, men det snyder, for faktisk er det grøn marmor. Den grønne marmor er sammen med den hvide det absolut første mine grafiker-øjne ser, når jeg træder ind på pladsen. Jeg elsker den enkle, men effektfulde dekoration striberne udgør.

Om lidt skal jeg gense Pistoia, som er krøbet ind under huden på mig. Det er en hyggelig, stille by med en imødekommende befolkning, som tager godt imod, når man besøger dem. Vi bor i udkanten af byen. Her er stille, skønt og praktisk i forhold til de leverandørbesøg, vi gør, når vi er dernede. Her er også nem adgang til motorvejen og så er der bare noget skønt over at ankomme til et hotel, hvor man bliver genkendt fra gang til gang. Det holder jeg af.

Mon ikke Humulus skal med på tur? Jeg tror det

Måske pakker jeg min Humulus. Det vil give god mening, for nok er der ikke koldt i Pistoia – i dag er der f.eks. 16° og sol – men der er heller ikke varmt og før vi rammer Toscana, skal vi ned gennem Tyskland og Østrig og gennem Alperne. Jeg tror, at den må med på rejsen.

Den er blevet skøn! Ganske enkelt skøn. Så skøn, at jeg overvejer, om den skal strikkes igen i nogle andre farver. Jeg har kig på både en blå og en grøn og jeg er vild med begge farver, men lad os nu se. I første omgang nyder jeg bare, at Humulus er færdig.

Jeg er endt med at være så glad for Humulus

Jeg har strikket Humulus i Blackhill Soft Melange Eco Wool og jeg er så glad for både garn- og farvevalg. Jeg havde egentlig planlagt noget helt andet, men fortrød og havde heldigvis dette på lager, så det var bare at gå i gang, da jeg fik ledige pinde.

Nedenfor kommer lidt fakta – og husk, at opskriften kan du købe ved GARNUDSALG.DK, hvis du er frisk på en engelsksproget af slagsen og nej, den er ikke oversat til dansk endnu.

Fakta:

OpskriftHumulus

Garn: Humulus er strikket i Blackhill Soft Melange Eco Wool fra Garnudsalg.dk. Det består af 100% økologisk uld af den fineste slags. det er GOTS-certificeret (noget vi lige har fået at vide) og et virkelig skønt garn, som er en fornøjelse både at strikke med og siden bære.

Pind: 3½ og 4 mm

Forbrug: I alt efter vask 374 gram.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Jeg har strikket en størrelse XXL.

Du kan se det fulde forbrug her.

Rigtig god lørdag til dig – der er stadig masser af den at tage af. Heldigvis :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Du vil sikkert også kunne lide