Til gengæld får jeg levet

Tiden løber fra mig og jeg savner at skrive udførligt om hverdagen, men når det aldrig. Jeg når det sjældent på arbejde og for tiden lever vi i sommerhuset, hvor jeg har fravalgt computer, så det giver ligesom sig selv; jeg får ikke skrevet.

Til gengæld får jeg levet. Intenst. Nydt hver eneste dag. Sommerlandet gør mig godt.

Vi er kun os selv og vi lever det gode liv

Der er stadig liv at leve efter arbejde. Vi er kun os selv og kan derfor spise, som det passer os. Ind imellem er det sent, men det er altid hyggeligt og aldrig kedeligt. Ind imellem måltiderne skal livet passes. Vi skal slappe af. Vi skal gå aftenture. Kenneth skal passe sin cykel. Den bliver motioneret hver aften, når han svinger håndklædet om skuldrene og cykler ned på stranden. Her smider han tøjet og hopper glad i Vesterhavet. Uanset vejr og vind.

Jeg er fuld af beundring. Jeg elsker Vesterhavet og jeg elsker at bade, men bliver det for koldt, bliver jeg en tøsedreng.

Jeg sidder i bilen og beundrer på afstand, mens jeg strikker. Jeg lader ham aldrig bade alene. Jeg er – på trods af intens undervisning af ham i adfærd i forbindelse med hestehuller – ikke sikker på andet end, at jeg skal sidde klar til at springe i bølgerne og redde ham.

Ind imellem hopper jeg med. I aften har jeg planer om, at jeg skal med i bølgerne. Jeg er jo vild med det, når jeg endelig kommer i.

Aftenerne midt i klitterne

Aftenerne tilbringes enten udenfor i tæt kontakt med landskabet eller indenfor med stearinlys og varm te. Jeg læser bøger, gætter krydsord, strikker og agerer baggrundsstøj for Kenneth, som hygger med hans mange små gøremål. Måske er han i gang med et lille renoveringsprojekt eller også bruger han tiden ved computeren på jagt efter endnu en ting, han synes, er uundværlig.

Vi ser film og serier, men det er så begrænset, for vi glemmer det til gengæld for alt det andet, vi hygger os med.

Jeg har det dejligt, men min udlængsel stikker ind imellem hovedet frem

Jeg elsker at være i sommerhuset. Jeg er vild med det stille liv, jeg lever deroppe. Det er så godt for mig og det er også rigtig godt for Kenneth. Han nyder det lige så meget, som jeg gør.

Alligevel kommer det bag på mig, at jeg kan få en udlængsel, der næsten gør ondt, når jeg ser f.eks. mit Instagram-feed, som lige nu er fyldt med skønne feriebilleder fra nær og fjern. Jeg længes efter ferie selv. Jeg husker Dordognes dufte. Jeg længes mod den lille café på torvet i Issigeac. Jeg savner udvalget af oste, restauranten under blåregnen og lugten af fugtigt stenhus. Det varer ikke længere end jeg når at komme i tanke om, at jeg befinder mig på den allerfineste plet, der findes. Lige midt i det danske sommerland med alt, hvad det byder på af skønne oplevelser.

Jeg stiller min sult i sommerlandet

Når min udlængsel bliver for påtrængende, tager vi på tur ud i sommerlandet. Så drikker vi kaffe på café og spiser aftensmad på skønne, små steder. Jeg går på loppejagt og vi køber ærter, jordbær og æg ved vejboderne, vi hele tiden støder på. Jeg husker hurtigt, at lige her er det sted, hvor jeg allerhelst vil være… altså indtil næste gang, hvor min udlængsel igen banker på …

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.