Vores fælles ansvar

Alt det, der sker lige nu, kalder på vores fælles ansvar. Vores solidariske sindelag og vores villighed til at sætte egoisme til side er nødvendigt lige nu. Det betyder store omvæltninger for alle danskere. Vi er mange, som fortsat arbejder, men vi gør det på nye måder. Vi arbejder med afstand, stort fokus på hygiejne og med en vedholdende tro på, at alt det, vi gør lige nu, gør en forskel.

Jeg tror på, at det gør en forskel. Jeg er sikker på, at som ugerne går, vil det vise sig, at vi alle har bidraget til at dæmme op for en alt for hurtig spredning af Covid 19.

Jeg længes efter hverdagen

Jeg længes efter de dage, hvor jeg hver morgen pakkede mine ting, for at tage ned i Garnudsalg. Jeg ville starte computeren på mit kontor, brygge en kop kaffe og hilse alle velkommen, efterhånden som de ankom til arbejde eller også ville jeg blive hilst velkommen af alle dem, der allerede var mødt, inden jeg gjorde. Uanset ville det være hyggeligt at være fælles om morgenen.

Jeg kan sagtens undvære hverdagen

Jeg er ikke i fare for en nedsmeltning på grund af akut mangel på social kontakt. Jeg er ikke frustreret over, at jeg lige nu ikke har min hverdag at læne mig ind i. Jeg ved, at det er absolut intet problem at undvære hverdagen for en større sag. Jeg har gjort det mange gange før.

I lange perioder af mit voksenliv, har jeg ikke haft skyggen af et hverdagsliv. Det er blevet lagt ned af Alexanders indlæggelser, nære pårørendes sygdom og død eller andre hændelser, som har krævet af mig, jeg har været andetsteds end i min hverdag. Jeg har fundet ud af det.

Rutinerne, som før kunne anses for kedelige, får pludselig helt nye betydning. De samme vægge, den samme rute til og fra arbejde og de kolleger, man ses med hver eneste dag, tager man for givet, indtil man pludselig tvinges til at undvære. Middage med vennerne, det impulsive møde nede i parken eller den spille-aften, der altid giver de dejligste grin, må man pludselig undvære.

Jeg har længtes så meget efter det helt almindelige liv, at det har gjort ondt og jeg har lært at sætte stor pris på hverdagen.

Vi lærer noget vigtigt af det her

Det er det, vi allesammen lærer nu. At sætte pris på hverdagen med frihed til at gøre, som vi har lyst samtidig med, at vi ikke gør, som vi har lyst til. Vi bliver hjemme. Vi begrænser al social kontakt til et minimum. Vi er solidariske og fælles ansvarlige. For fællesskabet undværer vi hverdagen og det sociale liv, vi ellers kender.

Det kan vi sagtens.

Jeg ved, at det kan vi sagtens.

Tak for dig

Tak for dig og for, at du – for fællesskabet – undværer hverdagen, som vi kender den. Tak for, at du ikke er en af dem, der insisterer på at have et socialt liv. Tak for, at du er en af dem, der finder tolerancen frem og prøver at rumme alle dem, som ikke reagerer, som du. Tak for ikke at skælde ud. Tak for at prøve at gøre dit bedste.

Tak fra hende, der nu er i selvvalgt isolation (risikogruppe og alt det der…) på 15. dag.

Her går det godt. Jeg tror på os.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.