Gråt i gråt

Aalborg er gråt i gråt i dag. Ikke den mindste antydning af sol, men bare et tættere og tættere skydække, som efterlader alle hjørner og kroge på Tjørnevang som skumle og mørke hjørner af verden.

Udenfor er der mørkt, som var det sidst på eftermiddagen. Klokken er endnu ikke tre, så det er underligt at sidde i halvmørke med lys tændt og en følelse af, at dagen går på hæld. Sådan er det jo ikke. Ikke endnu i hvert fald.

Jeg arbejder hjemmefra på de fleste onsdage. I dag arbejder jeg blandt andet på nyhedsbrev og tekster til nogle af vores produkter. Ind imellem taler jeg i telefon med de ansatte, skriver mails, brygger kaffe og glemmer at holde pauser. Det sidste, er jeg rigtigt god til ;-)

Til gengæld huskede jeg at holde pause i søndags

Vi inviterede mor med på søndagstur. Sådan en af de dovne og langsomme. Der var ikke det mindste gråt at spore i søndags. Ikke det mindste.

Den startede med, at jeg skyndte mig at brygge tre termokopper varm kaffe, som jeg pakkede i en kurv sammen med en pose popcorn, jeg hurtigt forberedte i mikroovnen. En lille samling pebernødder blev det også til. Kenneth var lige kørt ned i Garnudsalg, men da han var tilbage, skyndte vi os op for at hente mor. Hun bor lige om hjørnet omtrent, så vi er heldige med at have hende så tæt på.

Vi kørte ud til østkysten

Vi tog Kystvej fra Egense og kørte stik syd. Ved Mulbjerg tog vi Stejlgabet ned til molen. Vi ville ud for enden af verden og det kan man komme der.

Landskabet er virkelig smukt på den lille plet af Danmark og vi er ikke de eneste, der synes det. Heller ikke på en smuk efterårssøndag i november, så der var en del andre, som også var ude for at nyde den friske luft.

Vi er blevet gode til at vente på hinanden

Det er svært ikke at komme for nær hinanden, når man spadserer helt ud på træbroen for enden af molen, men folk er utroligt hensynsfulde og venter gerne på hinanden. Sådan var det også i søndags, hvor vi ventede på, at det blev vores tur til at tage turen derud.

Der er så meget smuk natur at kigge på og vi har det fineste kig ud over Kattegat og ind imellem kunne vi næsten bilde os ind, at vi kunne se helt til Anholt og videre til Halland. Ikke at det var sandt, men idéen om at kunne, var sjov.

Vi er flere om pladsen nu

Vi nød at stå lidt for enden af broen, hvor en stige inviterer til vinterdyp i det lave vand langs Aalborg Bugt, men ingen af os er vinterbadere, og det skal vist til, for at synes om den tur.

Vi nød at være lidt ude i det fri og vi talte lidt om, at det er tydeligt at se, at det er vi blevet flere om, siden ankomsten af den kedelige Covid 19.

Tidligere havde vi mange steder helt for os selv, når vi tog på tur. Sådan er det ikke længere. Vi deler med mange flere og mange af dem er børnefamilier, som nu tager ud og finder nye oplevelser på måder, de måske ikke gjorde tidligere.

Vi havde udset os en plet til kaffen, men den var så fuld af mennesker, da vi ankom, at vi valgte at køre videre. Vi er tre, der alle skal huske at holde rigtig god afstand, så vi havde ikke lyst til, at vi skulle jonglere med så mange mennesker. Vi kørte videre og mente nok, at vi ville finde en anden plet at sidde i solen og nyde kaffen.

Æbleelskere om en hals

Kenneth var kommet på tur med to, der STOR-elsker æbler og særligt er vi vilde med Cox Orange og Ingrid Marie. Da jeg havde kigget på Google (hurra for mobildækningen midt i Vildmosen) og havde fundet ud af, at Frugthaven havde åbent til klokken 18, slap han naturligvis ikke. Han måtte styre kareten i retning af stedet, for vi måtte have æbler med hjem. Danske æbler dyrket og plukket lige om hjørnet. Basta.

Selvpluk er selvfølgelig slut for i år

Til gengæld sælger de fortsat deres skønne æbler, marmelader og most i gårdbutikken, så vi var ikke sene til at forsyne os. Det har vi ikke fortrudt. Hold nu op, som de æbler smager vidunderligt.

Jeg ELSKER æbler, men spiser dem med måde. Det gjorde jeg ikke som barn. Et efterår havde jeg fundet et stille sted i en forladt have, hvor jeg kunne spise løs af en vidunderlig samling af æbler, så det gjorde jeg. Til bristepunktet. Til mavepinen. Til jeg absolut ikke kunne klemme en bid mere ned. Mange dage i træk.

Jeg tænker nogen gange på, om det har nogen forbindelse til den historie mor fortæller mig, om dengang hun tog mig til lægen med kløende knopper overalt på kroppen og konklusionen blev, at det var frugtknopper. Om den diagnose overhovedet findes, ved jeg ikke, men der var bred enighed om den diagnose, da mor havde fortalt om mit æbleindtag.

Udendørs kaffe i den nedadgående sol

Udenfor var et dejligt sted med borde og bænke, så det blev her, vi drak kaffen, spiste pebernødder og nød en prøvesmagning af de indkøbte æbler. Efter den var jeg for øvrigt nødt til at smutte ind og købe en pose mere af de helt igennem fantastiske Cox Orange.

Jeg spiser dem med måde. Ikke flere frugtknopper til mig, men sikke en dejlig søndag og sikke en lækker samling æbler, vi fik ud af en skøn fridag i november. Vi fyldte bagagerummet med frugt og marmelade til nu og julemåneden, der venter lige om hjørnet.

Jeg er klar til mange flere ture af den slags og det behøver ikke være det mindste gråt, for at tage en tur mere ud i verden. Faktisk helst ikke :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.