Om lidt er det hele forbi

Det er dagen før dagen. Det er lige, nu vi rammer min mørkeste del af året. I morgen er Alexanders dødsdag. Den dag, som heldigvis for hvert år bliver lidt nemmere at komme gennem.

Livet er en gave og jeg husker det hver eneste 29. november, jeg får lov til at opleve. Dagen minder mig om, at for nogen af os, er livet langt. For andre er det forsvindende kort.

De dybeste spor og ikke kun i min sjæl

Længden bestemmer ikke, hvor dybe spor, vi efterlader. Det gør kærligheden, vi bærer ind i verden. Den kærlighed, vi møder andre med.

Alexander fylder stadig meget i mange liv. Han er ikke glemt, men huskes af så mange af os og det er primært for den kærlighed, han mødte verden med på trods af smerter og begrænsninger. Han var et stort, lille og meget smukt menneske.

Filmen nedenfor er så utrolig fin og den handler netop om at møde verden med kærlighed.

Et fint minut, ikke sandt? Den lille kortfilm er smuk og fin og den passer så godt på en dag, hvor tågen skygger for verden. En dag, hvor vi er alle mand på dæk her i Garnudsalg for at pakke fødselsdagstilbud til vores skønne kunder. En dag, hvor jeg heldigvis er omgivet af humør og grin. Lidt adspredelse.

Det går an og det hjælper, når tankerne kredser om den smukke dreng, vi kun fik lov til at kende i alt for kort tid. Jeg savner ham og jeg græder stadig salte tårer over tabet og smerten, der fortsat lever indeni.

Der er ting her i livet, vi skal acceptere at leve med

Smerten og sorgen mindskes aldrig. Det har tiden lært mig. Tårernes brønd tørrer aldrig ud. Der findes ikke en flugt værd at tage.

Der er tiden, som mildner og lærer mig, at jeg skal leve med virkeligheden. Ikke kæmpe imod den, men leve med den. Mærke den, så det gør jeg.

Hver dag.

Særligt den 29. november hvert år.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.