Behovsstrik er et nyt ord, jeg er kommet på. Det er nemlig den form for strik, jeg bruger allermest tid på for øjeblikket.
Strik, der er akut behov for. Det kan være alt fra varme sokker – vi skal jo spare på energien alle sammen – til uldne bukser til vuggestuestart for Elias.
Jeg fandt en kurvfuld rester frem
Jeg gik på garnværelset og fandt en masse rester af tynd uld og tynde følgetråde frem fra gemmerne. Elias’ vuggestuestart nærmer sig nemlig med hastige skridt og jeg tænkte, at der er brug for varme, uldne bukser, når man stadig befinder sig mest på gulvet.
Jeg vender altid tilbage til Lene Holme Samsøes små, tynde hæfter med babystrik. De er klassikere og en enkelt af dem har jeg slidt op og måttet købe et nyt eksemplar af. De er højt elskede. Særligt de to første hæfter er ofte i brug.
I dette tilfælde er det Babystrik på pind 3½-4 (Hæfte 02), jeg har fundet opskriften på bukserne i. Jeg har strikket utallige af de bukser. Foræret dem væk til venner og kollegaer. Strikket til Elias og nu igen fundet opskriften frem, så han kan blive vuggestueklar.
Det hele bliver brugt
Oline er utroligt god til at få brugt det strik, jeg laver til Elias. Derfor er det også en stor glæde hver eneste gang, jeg kan strikke til den lille dreng.
Behovsstrik er det strik, der pludselig opstår behov for. I dette tilfælde er det små, lune bukser, men forleden var det en hue og sådan kan jeg blive ved. Der opstår heldigvis hele tiden nye behov, for jeg elsker at strikke kærlighed ind i tingene til ham.
Jeg strikker i klassisk uld
Det er altid sjovt at hjælpe vores kunder med garn til babystrik. De fleste foretrækker at strikke i de helt bløde kvaliteter som merino eller silke. Sådan er jeg ikke. Jeg vægter bæredygtighed og jeg har fokus på, at baby- og børnestrik kan bruges til mere end ét barn. På den måde giver det virkelig mening at strikke i selv de helt små størrelser.
Jeg foretrækker at strikke i lammeuld og ikke merino og de andre meget bløde garner. Det gør jeg af et hav af årsager.
- Slidstyrken er helt unik for en lammeuld og jo “grovere”, jo større slidstyrke. Et stykke strik i en skøn lammeuld holder til mange generationer af børn og slides det på udsatte steder, er det nemt at reparere.
- Ulden holder faconen. Den er formstabil og jeg kan regne med, at den ikke forandrer sig i hverken vask eller daglig brug.
- Strik i lammeuld er som regel meget let og derfor skønt at strikke i til de mindre børn, som skal kunne tumle frit og ubesværet.
- Lammeuld er varmt, åndbart og naturligt og så er det delvist selvrensende, så det behøver ikke så hyppig vask. Heller ikke til de små, medmindre de decideret spilder på det.
- Lammeulden kan også optage fugt/sved fra de små, uden de af den grund bliver kolde. Ulden virker som en barriere/isolering, så de altid føles tørre og tilpas med uld på kroppen.
Jeg ved, at der er delte meninger omkring brugen af naturulden til de helt små, men jeg oplever, at det mest af alt hænger sammen med vi voksnes egne tolerancer. Er vi uld-sensitive, bryder vi os heller ikke om tanken om, at de små skal bære ulden på kroppen, men jeg foretrækker klart en lammeuld før noget andet, når jeg strikker til de små.
Elias bruger mit hjemmestrik hver eneste dag, så jeg fortsætter :-)
Strikkepindene er tomme
Nu er jeg i bund med alt behovsstrik, så der er igen plads til noget strik i den kaliber, der hedder egostrik.
Jeg har øje på en cardigan, jeg gerne vil strikke og jeg tænker næsten allerede, at farven skal være en grønlig karry eller en råhvid. Farven skal bare besluttes, så kan den komme på pindene og ellers har jeg en forkærlighed for at strikke små tørklæder dette efterår. Der er allerede en anselig samling i både butikken og hjemme og alligevel er jeg vist ikke færdig med at strikke dem. De er jo også en slags behovsstrik.
Jeg strikker Trianglen, SoHo, Highline, The Tiny Scarf og Sophie Scarf i en skøn blanding. Masser af dem. De er skønne lige nu og resten af vinteren.
Man behøver jo aldrig kede sig som strikker, vel?
- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -
Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.
8 kommentarer
Blåbærdrengen & Blødheden af Slagt en hellig ko
8. februar 2023 at 14:19[…] små Sophie Scarf er det blevet til. Det sidste af dem strikket i 100% Cashmere og lækkert som bare […]
Ulla
29. september 2022 at 14:25Tak for skøn inspiration.
Jeg må se at få strikket nogle af de uldbukser til kommende børnebørn – de er så fine.
Liselotte
29. september 2022 at 15:40De er bare fine, så det er bare at komme i gang :-)
Karina Simonsen
28. september 2022 at 17:48Meget skønne stribede bukser!! Hvilken slags lammeuld fra Garnudsalg kunne man f.eks. købe til disse? På dit link kommer jeg ind til rigtig mange muligheder. :-)
Liselotte
29. september 2022 at 07:51Jeg har brugt Højlandsuld, Softwool og 2tr Ull til de stribede bulser, men alt uld, som passer til strikkefastheden er godt. Det kunne også være Birk eller Sigrid :-)
Karina Simonsen
30. september 2022 at 10:18Tusind tak for svar. :)
Marianne
28. september 2022 at 16:27Behovsstrik er et godt ord, der kan jo altid opstå et behov for lidt nyt strik. Kender det så godt, når børnene ringer og mangler strømper i alle tykkelser til deres små. Hvor er det dejligt, at de vil bruge, det vi laver.
Liselotte
29. september 2022 at 07:50Det er da så dejligt, at tingene bliver påskønnet og brugt, Marianne :-)