Nice igen igen…

Når vi er i Sydfrankrig, er vi også i Nice. Jeg tror ikke, at vi har været dernede uden, at vi er forbi byen med tydelige, italienske rødder. Vi har boet i baglandet bag og vi har slidt gaderne i den gamle bydel flittigt, men vi er faktisk kun interesserede i netop den del af byen. Resten er smuk, dyr og dejlig, men vi kan lide charmen man finder, når man er i den ældste del af Nice og man når sjældent mere, når man kun er på dagsvisit.

Vi parkerer nede ved lystbådehavnen. Det er nemt og bekvemt og så er vi i den helt rigtige ende af byen i forhold til dagens mål, som altid er de smalle, skæve gader og et par timer i skiftevis sol og skygge fra de mange, tætbyggede huse.

Vi går den samme vej hver gang. Vi er ikke spor impulsive eller eventyrlystne. Nice handler om genkendelse. Det er vigtigt at gå ad de samme gader.

Hver eneste gang vi passerer Fremmedlegionens hvervekontor i Rue Sincaire snakker vi om, at det engang var et sted, hvor man kunne søge immunitet kombineret med anonymitet. Her kunne man forsvinde fra jordens overflade, hvis man ønskede det. I dag er det anderledes og der er skærpede regler for baggrundstjek af de mænd, som ønsker at tjene Fremmedlegionen. Er man eftersøgt i sit hjemland, bliver man ikke længere optaget. Mindre forseelser accepteres dog, så ønsker man at stikke af fra børnepenge, en kone, man er kommet til at hade eller en gæld, man ikke ser vejen ud af, kan det stadig lade sig gøre til gengæld for fem års tjeneste i en af verdens mest disciplinerede militærenheder.

Vi skulle dog ikke nyde noget. Vi mener ikke, at der er grund til at stikke af, så i stedet fortsatte vi op bagved indrulleringen og genfandt byen, som vi huskede den.

Vi havde haft en lang, omstændelig tur til byen, så da vi fik øje på en af de hyggelige, små restauranter, som ligger allevegne op af sidegaderne, var vi ikke sene til at enes om, at det vist var tid til frokost og en stille pause.

Det var et herligt sted og tjeneren kom med fine anbefalinger. Oline holdt sig til det sikre og bestilte en lasagne og en stak pommes frites, men Kenneth og jeg valgte dagens ret; syv farserede, lokale grøntsager. De blev serveret med friskbagt brød og en dejlig, grøn salat. Det smagte pragtfuldt.

Da vi var mætte og tanket op med vand og dejlig, kølig rosé, var det tid for en travetur ned gennem byens smalle, gamle gader.

Det var, som det plejer at være, en blandet fornøjelse. I højsæsonen trækker byen mange turister til, så man går tæt og er hele tiden ude af stand til selv at bestemme tempo. Det er belastende og trættende, så da vi pludselig øjnede Promenade des Anglais i det fjerne, tog det ikke lang tid at enes om retningen.

På promenaden er der mange mennesker, men slet ikke noget, som tåler sammenligning med de smaller gader inde bagved. Der er kig ned til stranden, som er en samling sten foran noget af Sydfrankrigs absolut smukkeste badevand. Farven er uovertruffen lige her. Her kan man virkelig tale om azurblåt hav og fluepapir falder mig også lige ind.

Vi har solet her, da vi var unge og sprøde. Kroppen var ligeglad med sten. Fødderne bar gerne over ujævnheder og det handlede mere om at blive set lige præcis her, end det handlede om bekvemmeligheder. Nu er vi anderledes skruet sammen og det tog ikke mange sekunder at enes om, at der var skønnere oppe ved den stille sø med god plads. Sådan forandres verden over tid.

Efter at have kigget lidt på strandlivet, fandt vi en bænk. Her kunne vi sidde i solen og tælle fly. Der går ikke et minut mellem fly, der ligger an til landing i lufthavnen i Nice. Den må være en af verdens travleste, når vi er midt i højsæsonen for turister til området.

Man kan også bare sidde og nyde alle de mennesker, som bevæger sig langs Promenade des Anglais. Det er ikke få, så tiden får hurtigt ben at gå på, men sikke hyggeligt det er.

Oline elsker palmerne. De er for hende indbegrebet af Sydfrankrig, så at sidde med udsigt til palmetræer så langt øjet rækker, er helt fint med hende. Palmerne er kendetegnende for Promenade des Anglais. Når vi møder dem på vej ind i byen, ved vi, at vi er ved at være i centrum. Nu snuppede vi en kold sodavand under en af dem, mens vi huskede at nyde lige nu og her.

Bagefter var der den varme travetur op omkring pynten og udsigtspunktet.

Fra udsigtspunktet er der en fantastisk udsigt ned over Baie des Anges og det azurblå Middelhav. Man får stor lyst til en dukkert, når man står deroppe og kan se hvor smukt havet er, men netop den dag var havet i oprør og faktisk var der advarsler om alt for meget strøm i bugten. Livredderne var årvågne og konstant på vagt, men det afholdt nu ikke mange fra at bade.

Efter udsigtspunktet skulle vi rundt om pynten og var så omtrent nede ved bilen. Nice var helt, som Nice skal være. Det er ikke skidt at konstatere.

Relaterede skriv

12 kommentarer

  • Svar
    Lenny
    31. juli 2011 at 17:32

    Dejlige billeder. Super skarpe og med dejligt mætte farver !! :)

  • Svar
    Dorthe
    31. juli 2011 at 15:10

    Åh ja, Nice – den by er bare skøn – ligesom Cannes.
    Jeg er til lidt mere ‘liv’ omkring mig, end jeg kan forstå, I er, så jeg ville nu vælge at bo i Nice og så tage dagsturen til baglandet i stedet. Den ser skøn ud den by, som I boede i, men ville nok være for stille i længden for os. Men godt vi er forskellige, for ellers ville der jo være overrendt på de ’stille steder’ også.
    Ser ud til I oplevede en masse godt af Provance også trods jeres uheld. Var boligen i uge 2 egentlig tilfredsstillende? Håber jeg da.

  • Svar
    Sidsel
    31. juli 2011 at 12:09

    Waau..Sikke flotte billeder, igen igen:-) Og en god beretning. Hvor er der dog lækkert. Gad godt et glas rosé på den der restaurant. Nice er smuk, crowded og dyr… Godt, I kender byen og kan liste rundt de listige steder…Det er så meget bedre..

  • Svar
    Anette
    31. juli 2011 at 11:45

    Tak for turen rundt i dejlige Nice – det er en af de byer jeg gerne vil tilbage til

  • Svar
    Kagekonen
    31. juli 2011 at 11:33

    Tak for et dejligt gensyn med den smukke by.

  • Svar
    Lene
    31. juli 2011 at 11:06

    Jeg kan kun tilslutte mig Leas bemærkninger, og hvor jeg godt gad en dukkert i det smukke blå vand, en lille lækker frokost og en gåtur til udsigtspunktet. Jeg må vist til Nice :-)
    God søndag til jer

  • Svar
    May Britt
    31. juli 2011 at 10:58

    Uha, dejlige genkendelses billeder og beskrivelse :-)

  • Svar
    Anna
    31. juli 2011 at 10:48

    Jeg har aldrig været i Nice, men jeg kunne da svømme helt hen i de smukke, smukke billeder af palmer og sandstrande og azurblåt hav. Hvor har vi dog mange vidunderlige pletter på jorden og et alt for kort liv til at se det hele…

  • Svar
    Beate
    31. juli 2011 at 10:25

    Takk for en hyggelig “tur” til Nice, Liselotte.
    Også denne gang maleriske beskrivelser slik at sansene blir lurt
    og jeg “reiser” sammen med deg:)
    Så synd å høre om det rotteinvaderte feriehuset,
    det er sørgelig når en lenge etterlengtet og tiltrengt ferie blir spolert,
    håper dere får en ny sjanse om ikke så alt for lenge!
    Ha en riktig fin dag videre.
    Beate

  • Svar
    fru-hansen
    31. juli 2011 at 10:19

    Mmmm….Nice!
    Jeg har også et særdeles blødt punkt for Nice efter en tid som au-pair i byen, for nu ganske længe siden.
    Stranden med de brændende varme sten og det salte Middelhav i sin helt egen fantastiske turkisblå farve – og stolene i helt samme farve som pryder promenaden og indbyder til en lille pause med kig over det uendelige blå.
    Vieux Nice; den gamle bydel med de smukke okkerfarvede huse i nuancer af rød og gul.
    Cours Saleya med marked, som jeg dengang sjældent kom tidligt nok op til at nå at besøge i dagstiden, men som jeg ofte vandred igennem med trætte ben og ører efter fest og dans i nattelivet – måske med en ung fransk herre med armen om mit liv.
    Og min egen lille oase i Cimiez med olivenlunden Les Arènes og kig til Matissemuseet.

    Alt for længe siden jeg selv har set, hørt og duftet det hele, så tak for en dejlig tur ned ad Memory Lane.

  • Svar
    Sidse
    31. juli 2011 at 10:13

    Have Nice! (C:

  • Svar
    Lea
    31. juli 2011 at 09:46

    Hvor er det dog nogle skønne beretninger og billeder du velsigner os med, Liselotte. Jeg har skrevet det før, men bliver nødt til at skrive det igen: Du skriver så fantastisk. Den måde du formulerer dig på, får mig til at føle, at jeg var med jer på rejsen. Hvor er det også dejligt, at du trods alt det dårlige, alligevel finder det gode frem. Det er nok et generelt kendetegn for dig – i hvert fald som “bloggerske”. Et kendetegn du beundres meget for!

  • Tak for at du gør det endnu sjovere at læse med herinde :-)