Slagt en hellig ko

Må din himmel holde tæt…

fredag 27. april 2012 · 7 kommentarer · Øjebliksbilleder

Skal vi ikke indlede fredagen med blomstrende abrikoser så smukke, at man tror det er løgn?

Jeg synes det.

De står udenfor mit soveværelse og jeg nyder kigget til dem dagligt, for det er kun så kort tid, de er her. Forhåbentlig lader de sig på magisk vis forvandle til dejlige, saftige frugter. Det er sket og jeg elsker, når jeg kan høste den lækre frugt i egen have. Solmoden og sød. Der findes ikke meget, som er bedre.

I dag bliver måske den samme blanding som i går. Skift mellem voldsomme byger og blå himmel med varm sol. Det ville ikke gøre det mindste, men helst ville jeg, at vi fik noget stabilt forårsvejr, som kunne skylle vinteren ud af kroppen. Det er på tide, synes jeg.

I dag er fredag. I dag starter weekenden. Jeg glædes ved tanken. Jeg ser frem til at lande herhjemme i eftermiddag. Lade roen indfinde sig. Synke ned med strik og kaffe. Nyde. Livet.

Om et øjeblik lukker de for strømmen til matriklen. De siger, at det varer til klokken 13. Det er jo skrækkeligt, så vi feberbrygger kaffe, læser mails, oplader alt muligt irrelevant og panikker uden grund, men sådan er forvænte mennesker vist bare. Så griner vi lidt. Af os og hinanden. Læner os tilbage og enes om, at man altid kan stikke af fra et hjem uden strøm. Ud i verden. Ud under himlen. Hvis den bare vil holde tæt.

Må din himmel holde tæt og din fredag blive en af de bedste, du nogensinde har haft :-)

7 kommentarer indtil videre ↓

  • FRØKEN LARSEN I/S

    Det kunne være rigtig dejligt med en fredag, som du beskriver den. Vejret er blandet på det vestlige Sjælland og jeg sniger mig til at mene, at det IKKE er havearbejdet, der kalder.
    Derimod venter noget lækkert chokoladebrunt hørgarn, en blød, blød gul uld og noget endnu blødere og langhåret gult kidmohair, som jeg fik fra et vist Garnudsalg den anden dag. :)
    Se DET lokker og der skal nok komme en rigtig fin fredag ud af det.
    Kh. Lene 

  • Solveig

    God fredag til deg og!

    …. Og takk for vakre bilete til å starte dagen med;o) 

    Solklem 

  • Citronmoster

    Smukt morgen-kig du har. Her er der høj blå himmel og den skal nydes mens der lades op til aftenvagt.
    God weekend til dig og dine :) 

  • Catarina

    Øjj, hvor er de smukke de abrikosblomster – mere sarte og farven når de er sprunget ud, men mere kraftig inden. 

    her har solen været fremme og den blå himmel hersket siden de tidligste morgentimer. Håber den også bliver smuk hos dig.

    Ha’ en fantastisk fredag. :) 

  • Birthe Dahl

    Findes der noget, der er ret meget smukkere end blomstrende ferskenblomster også på en morgenstund i sol.
    Vi havde gæster til frokost igår torsdag og havde håbet, at gæsterne kunne komme ud og se den dejlige natur,vi er flyttet til lidt nord for Kolidng, men vi var ved at drukne i vand, så det blev til att for meget sidden ned og det er jeg lidt mærket af idag. Jeg er en gammel haveglad pige på 73.
    Ikke engang min lille oase af en have fik de set fra andet end vinduerne.
    Tak for de kig jeg gør på din side, det er altid rart at komme forbi. Du er god med fotoapperatet
    Knus fra Bibi fra Almind

  • Rikkeprikke

    Der skal godt nok lidt held i sprøjten, hvis min fredag skal være en af de bedste jeg har haft. Eller også skal jeg have nogle temmelig elendige fredage at sammenligne med :) I hvert fald ligger jeg i sengen med en ryg der har sagt stop for et par dage. Heldigvis er jeg ikke den pessimistiske type, så nu hvor jeg er ved at affinde mig med, at det er sådan livet er i disse dage, så kan jeg da nyde at få hæklet datterens hue færdig (for 2. gang, for jeg har pillet op), få læst mere i min bog, og egentlig bare fise den af.

    Det er vel nok et smukt træ du har, det kan jeg godt forstå du nyder :) Og jeg tror faktisk, man nyder det ekstra meget, når det er noget af det første der springer ud efter en lang grå vinter :)

    God weekend Liselotte :)    

  • Liselotte

    Rigtig god weekend til jer alle sammen. Sikke historier og sikke udfordringer, men mon ikke fredagen for hver af os ender med at være dejlig og en skøn start på weekenden. Det håber jeg. Her stornyder jeg i hvert fald dagen :-)





Jeg bliver glad for hver eneste kommentar, jeg modtager,så hold dig endelig ikke tilbage.







Liselotte