F R E D A G S L I S T E N

Nogen længes allerede efter forår og jeg forstår sagtens hvorfor, for forårs-bebudere kigger op af jorden og solsorten er begyndt at synge solen op, så det er ikke spor underligt, hvis forårs-fornemmelserne begynder at indfinde sig. I hvert fald her i nord, for andre steder i landet, er I slået tilbage til start, som jeg forstår det. Sne i rigelige mængder gør vinter og det er jo vinter lidt endnu. Der kan nå at komme meget mere sne i de kommende uger, så det er vist for tidligt at kalde det for forår, men det gør mig ingenting.

Jeg elsker vinteren. Jeg elsker sneen. Jeg elsker det stille indeliv. Jeg elsker simreretter, mørkning og stearinlys i alle vinduer. Jeg elsker mine huer, vanter og sjaler. Jeg elsker alt mit uld, som varmer, når kulden er her. Jeg er god til at være til stede i nu’et og være helt og aldeles tilfreds med det, nu’et tilbyder, så jeg er ikke ved at gå til af længsel efter forår og sommer. Jeg elsker forår og sommer, men de kommer jo også, så det er bare at være glad lige nu og her og så glæde sig. Det er dejligt, at have noget, at glæde sig til.

Nogen længes allerede efter forår og jeg forstår sagtens hvorfor, for forårs-bebudere kigger op af jorden og solsorten er begyndt at synge solen op

Jeg glæder mig til weekenden skydes i gang, men jeg forstår slet ikke, at den allerede er her igen. Jeg blinkede sidste fredag og *vupti*, så er vi her igen og det er heldigvis blevet tid til FREDAGSLISTEN. Jeg har en masse at dele med dig :-)

  1. Jeg har investeret i HBO i den forgangne uge og noget af det første, vi kastede os over, var The Jinx. Det er en fantastisk rejse vi kommer på sammen med journalisten Andrew Jarecki, som undervejs i denne mini-serie får lejlighed til at interviewe Robert Durst mere end én gang. Robert Durst har været (uofficielt) under mistanke for mord, siden hans kones mystiske og uforklarlige forsvinden tilbage i 1982. I årene efter er der stille omkring ham, men det er naturligvis ikke hele historien. Jeg vil ikke røbe så meget mere, men bare anbefale dig at bruge tid på serien.
  2. Jeg har forgæves forsøgt at være en af de hurtige, for jeg er så forelsket i Atelier Stella og hendes sjove univers. Jeg nåede det heller ikke denne gang, men måske er jeg heldig en anden gang, for jeg synes virkelig godt om hendes finurlige væsner.
  3. Jeg er fascineret af Aleah Chapin og hendes billedunivers. Jeg synes, at det er utroligt smukke og meget fascinerende billeder, hun maler og jeg kan slet ikke se mig mæt på dem. Jeg kan lide, at hun maler forfald, men jeg er ikke alene vild med motiverne, men også meget optaget af hendes teknik og så er hun virkelig dygtig til at bruge lyset. Kig indenfor, men lad mig advare; de har absolut ingen tøj på!
  4. Jeg kan lide blåt/hvidt porcelæn. Jeg elsker f.eks. musselmalet og Blå Blomst og Harriets Blue & White kan noget af det samme, men sat ind i en ny sammenhæng. Brocherne er skønne. Jeg må ønske mig en af slagsen. Man må altid gerne ønske.
  5. Jeg strikker sjaler. Jeg har fundet endnu et, der må på pindene nemlig Find Your Fade. Jeg skal lige finde det helt rigtige garn, for lidt vildt skal det vist være, for at gøre idéen ære, men jeg er jo i virkeligheden ikke til det meget vilde, men helst det mere afdæmpede. Det må nok kunne lade sig gøre. Jeg vil i hvert fald gå på jagt efter det helt rigtige garn.
  6. Jeg elsker Gerry Joe Weises Land Art. Især er jeg vild med de smukke sand-mønstre. De lever kun kort, men hvor er de smukke. Jeg får lyst til at køre til Vesterhavet og dekorere stranden. Jeg er vild med at lave sten-spiraler langs havet, men dette er absolut også en ting, jeg må prøve.
  7. Jeg vil bage boller med flagesalt og en tung chokoladekage med masser af gode sager på toppen i denne weekend. Jeg har en post cashewnødder stående. De skal da snart få ben at gå på, tænker jeg. Jeg nåede ikke at bage spor i sidste weekend, så der er noget at indhente, når jeg om nogle timer officielt går på weekend og kan begynde at lave alt det, jeg ikke når i travle hverdage.
  8. Jeg impulskøber gær. Hvad ender du altid med at have rigeligt af? Ja, hos mig er det gær. Og ketchup, som vi bruger forsvindende lidt af, men jeg impulskøber alligevel, hver gang jeg kommer forbi et tilbud. Vi løber med andre ord ikke tør for i hvert fald de to ingredienser i husholdningen. Faktisk er det ved at antage latterlige proportioner med det ketchup og jeg er nu der, hvor jeg endelig husker, at jeg ikke skal købe. Heller ikke på tilbud. Hvad er dit impulsskøb monstro? Har du et?

Jeg sparker weekenden i gang med et beskedent ønske om en skovtur, en kage og hygge med dem, jeg elsker. Jeg tror, at det hele kan gå i opfyldelse. Det er ikke så ringe endda. God weekend!

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

10 kommentarer

  • Svar
    Maj-Britt
    27. februar 2017 at 11:10

    Lige hvad jeg impulskøber, varierer… Mest frugt, lysestager, stof, garn og te. I øjeblikket er det opskrifter – eller det er nok det, jeg impulskøber mest… ser en trøje eller sjal eller sokker på nettet og må bare have opskriften, uden lige at huske på, at der jo også skal være tid til at strikke det og et reelt behov for det færdige produkt, for ellers bliver det bare ikke brugt, og det kan jeg altså heller ikke have… Lige nu har jeg fundet garn frem til 3 sjaler (vertices unite, find your fade og hollows) og har allerede 2 på pindene (match and move og scarfy thing), samt opskrifter til 2 trøjer til datteren, som jeg også har fundet garn frem til… Alle opskrifter er købt indenfor det sidste kvartal, med henblik på at få brugt en masse af mit garn på lager… Som er min evige motivation til at købe nye opskrifter…

    • Svar
      Liselotte
      28. februar 2017 at 16:48

      Jeg kender godt det med alt for mange opskrifter og alt for lidt tid, Maj-Britt. Vi får nu alligevel strikket en del, så at vi ikke når det hele gør bare, at vi har noget at se frem til, siger jeg til mig selv ;-)

  • Svar
    Yvonne
    24. februar 2017 at 21:15

    Hej Liselotte
    Jeg elsker at læse dine blogindlæg, dit sprog, din indlevelsesevne, din glæde ved at dele med os andre. Og tak for det.
    Og så glæder jeg mig over at vi har en ret ens smag, så kan jeg nemlig ofte blive inspireret.
    Og endelig, så ser jeg frem til at finde ud af, hvilke garner du vil strikke sjalet i. For, for pokker, hvor er det lækkert! Men igen, jeg er også til de mere afdæmpede farver. Så jeg er spændt :-)
    Rigtig god weekend til dig og dine.
    Mvh
    Yvonne

    • Svar
      Liselotte
      25. februar 2017 at 08:53

      Tak for din dejlige kommentar, Yvonne :-) Jeg tror, at jeg har bestemt mig for at kigge lidt i retning af noget alpaka, som grundgarn og så skifte med tynd mohair, men det må komme an på en prøve og inden den, skal jeg lige fokusere og færdiggøre andre projekter ;-)

  • Svar
    Therese
    24. februar 2017 at 17:30

    Jeg impulskøber frosne ærter. Tror vi har 5-6 poser i fryseren. Hver gang jeg står i supermarkedet, når jeg at blive i tvivl…og lægger en pose i kurven.

    • Svar
      Liselotte
      25. februar 2017 at 08:51

      – og sådan har vi så alle vores akilleshæl ;-) Vi kunne da næsten få et måltid, hvis vi slog os sammen ;-)

  • Svar
    Kaja
    24. februar 2017 at 15:05

    Jeg er impulskøber når det gælder garn, jeg ved ikke hvad der sker – men sådan er det bare. I formiddags skulle jeg lige forbi Garnudsalget, og bytte noget garn og vupti fik jeg købt 4 bundter af det lækre Blackhill Lama Silke – jeg glemte bare lige at min strikkehæftet Urban, er pakket ned i flyttekasserne, så der bliver stor glæde den dag tingene igen er pakket ud og garn og opskrift kan forenes.
    God fredag og weekend :)

    • Svar
      Liselotte
      24. februar 2017 at 15:25

      Jeg er måske også lidt garn-impulskøber, hvis sandheden skal frem, Kaja ;-) Det bliver godt, når du er på den anden side af flytningen :-)

  • Svar
    Ulla Røjkjær
    24. februar 2017 at 10:34

    Jeg er ikke den store impulskøber, hvorimod Ole altid finder asparges på dåse på tilbud. Jeg bryder mig ikke stærkt om dåseasparges, så vi har rigeligt vil jeg sige… rigeligt ;)

    • Svar
      Liselotte
      24. februar 2017 at 15:22

      Jo, men man ved aldrig, hvad der venter forude og pludselig står du der og takker Ole for alle dine dåse-asparges :-)

    Tak for at du gør det endnu sjovere at læse med herinde :-)