Jeg skal lære mådehold

Søndag smuttede vi ned for at farve lidt mere garn og det fik udstillet mit manglende mådehold.

Væggene lukkede sig lidt omkring os, efterhånden som formiddagen skred frem, så vi trængte til at gøre noget, der ikke betød, at vi skulle blive på vores begrænsede antal kvadratmeter. Vi kunne være kørt en tur, have besøgt venner eller måske endda have gjort rent, men det gjorde vi altså ikke. Vi farvede.

Jeg strikker i en norsk uld fra lageret og den har den smukkeste, kolde blå farve, som jeg gerne ville prøve at genskabe. Det krævede en farvning og en tynd/gennemsigtigt overfarvning, men så var den der, og jeg er meget tilfreds.

Jeg skal lære mådehold

Sammen med den brune, jeg lavede sidste gang, bliver den virkelig smuk og jeg overvejer, om jeg på en eller anden måde skal prøve at kombinere dem.

Det er ikke underligt, at Kenneth hygger sig

Jeg synes, at det er SÅ sjovt at farve garn og jeg forstår sagtens, at Kenneth bliver grebet af det. Han hygger sig i den grad med det og jeg fornemmer klart, at det her er en af hans kreative ventiler i fremtiden.

Han er dygtig. Han er vild og eksperimenterende og han tør og gør ting, jeg aldrig ville gøre. At have mit kendskab til farver er både en velsignelse og en forbandelse. Det er umanerlig praktisk at vide, hvilken nuance, jeg skal overfarve med, når jeg skal ramme en bestemt farve. Det er fint at kende farvefamilierne og have en grundlæggende forståelse for deres indbyrdes forhold, men det kan også komme til at fungere som en begrænsning, fordi jeg ikke træder meget udenfor og hele tiden læner mig op af mine farvereferencer.

Det gør Kenneth ikke. Han prøver sig frem. Nogen gange går det mindre godt, men langt de fleste gange får han fantastiske resultater og jeg beundrer hans farvesans.

Mors blommefarvede sommercardigan er på vej

Jeg ville gerne farve til mor, så hun kunne strikke et projekt. Hun elsker dyb pink og jeg ville gerne ramme en varm, meleret blomme, som kunne forvandles til en lille, let cardigan. Hun strikker gerne selv, så det var bare garnet, jeg skulle finde til hende.

Valget faldt på en lammeuld, der løber 650 meter pr. 100 gram. Den passer rigtig godt til den lette sommercardigan, hun drømmer om, så det var bare i gang med farve. Jeg ved af erfaring, at rød kan være vanskelig at arbejde med og denne farve var heller ikke helt samarbejdsvillig, men vi er endt med et smukt resultat, så både mor og jeg er tilfredse.

Valget af model

Næste opgave bliver, at vi sammen finder den helt rigtige opskrift til hende. Jeg tror godt, at jeg ved, hvad hun kunne tænke sig, men vi får se. Jeg glæder mig i hvert fald til at være en del af processen og jeg er sikker på, at farven bliver skøn til hende.

Jeg holder mest af lammeulden

Jeg holder mest af lammeuld. Den nordiske, rustikke slags. Den, der kradser lidt og gerne giver formfaste, robuste og slidstærke resultater. Den uld, der giver lette, varme stykker strik, men jeg underkender ikke det skønne ved merinoen. Den har bestemt sin berettigelse og der er ingen tvivl om, at den er blød og lækker. Jeg bruger den bare ikke meget.

Jeg – personligt – synes ikke, at den egner sig til større stykker beklædning, fordi det er en glat, tung fiber, som ved brug trækkes længere og længere og det ærgrer mig altid, når jeg en sjælden gang er blevet fristet til at strikke beklædning i den. Til gengæld er den vidunderlig til huer, cowls, sjaler og tørklæder – eller sagt med andre ord – vidunderlig til alt, der ikke er afhængig af at holde faconen ved brug.

Jeg skulle selvfølgelig prøve at farve merino også

Det er helt anderledes at farve på merino. Den samme farve falder aldeles forskelligt ud afhængig af den base, man farver på og merinoens farver bliver klare, stærke og fordeler sig anderledes, når man eksperimenterer med dem.

Kenneth har farvet de to til højre, men jeg skulle også prøve at eksperimentere og det endte med farven til venstre. De er skønne sammen, de tre farver, og jeg er meget glad for mit resultat af et vovestykke inkluderende farvedrys, overfarvninger og en imponerende mangel på viden om, hvad jeg i virkeligheden foretog mig.

Jeg valgte en rosa base og så gik det løs

Jeg valgte først at give merinoen en rosa basisfarve. Herefter gik jeg i gang med at lege og jeg vidste, hvilken vej, jeg ville gå. Jeg vidste bare ikke, om jeg var i stand til at komme fra idé til virkelige garnfed, men de er blevet akkurat, som jeg gerne ville. Afdæmpede, men med masser af spil.

Tænk, at jeg har lavet det!

Nu har jeg 600 gram merino liggende. Jeg kigger beundrende på det, glæder mig over det og overvejer stadig, hvad det skal forvandles til, men jeg forestiller mig, at det ender med nogle sjaler/tørklæder og måske en vinterhue eller to. Jeg kan slet ikke forstå, at det er mig, der har lavet det. Jeg er begejstret og klar til at farve mere, men holder hestene, for det løber af med mig, når jeg går i gang og garn skal bruges, for det er hele idéen med det.

Resterne skal jo også bruges

Er der rester i et farvebad, er jeg ikke sen til at smide et fed eller to ned i det og det kom der den mest fantastiske blå ud af i søndags, da jeg greb nogle fed merino og smed dem ned i det bad, jeg tidligere havde farvet den øverste blå i. Det giver et godt billede på, hvor forskelligt farver bliver afhængig af basen.

Denne er nærmest porcelænblå og virkelig fin og den kalder på et smukt sjal med masser af lace, hvis du spørger mig. Jeg må kigge igennem gemmerne for at finde det helt rigtige projekt til det.

Jeg skal lige lære mådehold

Jeg har farvet så meget garn nu, at der er garn til de næste mange projekter. Jeg skal lige lære, at det faktisk er sådan, at jeg kan farve til specifikke projekter og ikke nødvendigvis behøver farve flere fed, end jeg skal bruge, så mådehold skal blive min bedste ven i den næste tid, når Kenneth inviterer mig indenfor i sit farvelaboratorium. Jeg glæder mig :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.

Relaterede skriv

9 kommentarer

  • Svar
    ingegerd
    4. maj 2018 at 13:31

    Hvor er det dog smukt!

  • Svar
    Marianne
    2. maj 2018 at 16:59

    Det ser godt ud og så er det bare så skønt når man laver noget der opsluger en fuldstændigt. Kan godt forstå du hygger dig med det.

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      3. maj 2018 at 12:03

      Det gør jeg, men jeg vil ikke gøre Kenneth rangen stridig – bare hygge mig sammen med ham ind imellem :-)

  • Svar
    Kirsten
    2. maj 2018 at 07:47

    Din historie viser mig at det er da noget som skal prøves. Som ung farvede jeg næsten alle min mors hvide duge og lagner i batik farver er dét noget lignende?. God dag

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      2. maj 2018 at 14:24

      Du skal da bare prøve med at farve garn, Kirsten. Det er så sjovt og om det ligner batik-farvning, ved jeg ikke, men sjovt er det :-)

  • Svar
    I.M.Kielland
    1. maj 2018 at 18:45

    Så nydelige farger – og for en malerisk tekst!

  • Svar
    Anna-Grethe Robertsen
    1. maj 2018 at 15:59

    Du forstår da, at fremtrylle de mest fantastiske farver <3

    • Liselotte
      Svar
      Liselotte
      2. maj 2018 at 09:55

      Tusinde tak, Anna-Grethe :-)

    Tak for, at du giver siden liv med dine kommentarer :-)