Kloge hoveder…

Lige så tom jeg er i disse dage, lige så fyldte og kloge er disse to, som sandelig og populært sagt ???sparker røv??? i aften. I hvert fald herhjemme, hvor de maner til eftertanke. Begge to på hver deres måde og med hver deres indhold.

Joachim rammer lige i hjertekulen her, for er der noget, som kan få mig til at undres, er det at iagttage de mennesker, som bare har styr på livet. Skemalagt det, så at sige. Planlagt langt ud i fremtiden. Hverdagen er tilrettelagt og der er rutiner, som ikke bliver brudt, næsten uanset hvad der bydes ind med.
???Næ, det går ikke, for så går der altså bare kludder i vores morgener. Madpakken kan jeg jo ikke nå at smøre, hvis den film først er slut klokken 23. Lad os gå i biografen en lørdag så. Hvad siger du til… den 16. oktober????
Jeg beundrer det såmænd. Ikke at jeg siger det er godt, eller at det er noget jeg misunder. Jeg beundrer den disciplin det kræver.
Det er jo også dem, der er de ???gode??? forældre, som husker alle forældremøderne, for det står på den kalender de husker at kigge på. Jeg kommer altid for sent… hvis jeg husker dem, for jeg glemmer i hvert fald, at jeg har en kalender.
Det er dem, som tilbyder at bage kage og pølsehorn til høstfesten i september. Den slags kan jeg ganske simpelt ikke finde ud at at sige ja til. Tænk hvis jeg ikke har lyst til at bage kage og pølsehorn til september.
Det er dem, som har investeret i sommerhus. Deres familieliv er fremtidssikret gennem pensionsordninger og opsparing. De har husket, at der kommer en dag i morgen. Mit er ikke sikret i andet end gode oplevelser og det livet byder på. Jeg tror på, at det der er godt ikke kommer skidt tilbage, så jeg sørger for at have det godt her og nu. Jeg ved godt der kommer en dag i morgen, men jeg venter til den er her…

Vi har aldrig planlagt ret meget. Vi kommer vist heller ikke til det. Vi er ikke gode til det. Vi hader det begge to. Måske burde vi øve os…?

PS – Joachim, jeg tror måske det er angst. Sveder du meget og har du ofte ondt i maven?

Visitsen skriver lidt om at være synlig men også at have grænser for hvor synlig man har lyst til at være. Det er blevet opfattet meget forskelligt og har udløst en del kommentarer. Jeg sidder tilbage med lysten til at skrive et eller andet, men kan ikke finde ud af hvad det er jeg skal skrive. Jeg kunne bare nøjes med at skrive, at jeg forstår visitsen. At jeg ved præcis hvad hun taler om. At jeg faktisk mener der er stor forskel på at være anonym og så det hun beskriver her. Nemlig eksponering på en helt anden måde.
At jeg ser og anerkender den store forskel der er på selv at publicere og kontrollere og så det at andre pludselig begynder at eksponere mig, fordi de synes de kender mig efter at have mødt mig.
At have brug for selv at bestemme hvor meget de skal vide. At have muligheden for at låse døren og sige nej, når nogen vil derind. At kunne afsløre lige præcis hertil… og ikke længere. At bestemme selv.
At miste kontrollen. At blive eksponeret uden selv at kunne styre. Alene det at andre henviser til noget man har skrevet er jo skrækindjagende.
At have en tro på, at man selv sidder bag rattet, er måske i virkeligheden latterligt utopisk?
Jeg må tænke, men jeg forstår hvad du siger visitsen…