19

Hvide tegn

Ind imellem har solen skinnet over Gug. Så er Oskar ikke den eneste med udlængsel. Og der spejdes efter forårstegn.

Det var ikke forgæves, for nederst i haven i den ende, vi kalder for “skoven”, er vintergækker i fine formationer, når den tid er og det er den jo nu. Jeg fandt dem! Oskar tissede på nogen af dem og hvad hjælper det at tro, at man kan forklare en hund, at den slags er upassende? Ikke spor, så jeg lod det passere i tavshed. I stedet nød jeg solen og fuglestemmerne, som er begyndt at indfinde sig.

Haven er en trist affære med beskadiget græs overalt. Den er heller ikke sådan en have, som byder på millioner af forårsbebudere, for jeg gider simpelthen ikke lægge løg. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg gider ikke. Det har jeg aldrig gjort. Så må man jo leve med, at der går tid endnu, inden fornemmelsen af at eje en smuk have indfinder sig. Imens kan man bare vide, at man har en have.

Det er også fint nok, for der er hjørner i den, hvor blæsten ikke kan finde hen og solen til gengæld kan. Så er man rig.

Nu står der gækker på mit bord. De nikker og danser og lover mig forår lige om lidt. Jeg siger tak.

Du vil sikkert også kunne lide