Checkpoint Charlie & Topographie des Terrors

Onsdag var aftalt som kulturberigelsesdagen, så vi lagde hårdt ud med at smutte ned på Wittenbergplatz og købe en familiebillet til al offentlig trafik. Femten Euro og plads til fem på billetten. Vi var jo kun tre, men det kunne stadig godt betale sig og billetten kunne anvendes hele den dag og tilmed på kryds og tværs, som vi havde behov for.

Efter lidt beundring af den smukke station tog vi trappen ned til skinnerne og U-Bahn, som ledte os direkte til Stadtmitte. Her stod vi af, for første mål var Checkpoint Charlie. Sådan gik det ikke, men det er jo en helt anden historie. Vi endte det rigtige sted. Til sidst.

Vi var ikke alene…

Sidste gang vi var i Berlin (sommeren 2008), krydsede vi også Checkpoint Charlie i bil og fik lidt fornemmelse af, hvordan det måske har været. Oplevelsen af øst kontra vest var stadig til stede dengang, men allerede nu, efter 2½ år, er der sket så meget, at vi ikke kan genkende kvarteret.

Ned ad Zimmerstrasse var muren. Vi gik langs ingenmandsland og fik en diffus fornemmelse af, hvor få meter der var mellem øst og vest. Man kunne jo råbe til hinanden på tværs af muren. Man kunne vel næsten undfange på tværs af den. Altså hvis man var opfindsom nok. Man kunne i hvert fald sagtens savne og længes.

Der er gjort meget for at give publikum information omkring og langs resterne af muren. Det er ikke meget, der er tilbage af den. Det er ikke underligt, for hvem ville ikke have brug for at vælte den og slette alt det, som i mange år havde forhindret mennesker i at gøre, som de havde lyst og idéer til.

På Niederkirchenstrasse i forlængelse af Zimmerstrasse står en rest af muren. Det er også her Topographie des Terrors ligger.

Det var lige her, ved resterne af fundamentet til huset, at Inspektoratet for Koncentrationslejre lå i nogle måneder af 1936. Sidenhen kom mange forskellige afdelinger af Gestapo til at ligge her i kvarteret. Det var her fra terrorregimet blev udøvet og man kan ikke lade være med at blive berørt ved tanken om, at det var lige her man udtænkte alle de frygtelige og angstprovokerende handlinger, som vel delvist var forklaringen på en hel befolknings paralyserede accept af grusomheder, vi næsten ikke kan fatte i dag.

Den bastante udstillingsbygning, hvor der er gratis adgang, står over kælderruinerne fra Gestapos hovedkvarter i Berlin. Hele området er anlagt, så man får en fornemmelse af trøstesløshed og alligevel imponeres man over de åbne arealer og brugen af de forskellige materialer.

Topographie des Terrors er formentlig et af de vigtigste steder, hvor man kan se dokumentation for nationalsozialisternes forbrydelser og det er pokker tage mig vigtigt, at denne periode i Tysklands historie aldrig nogensinde glemmes. Menneskeheden skal mindes om. Ikke det tyske folk. Det er uretfærdigt at klandre dem. Det er nye generationer, som fortjener, at vi er bevidste om, at de ikke har andel i forfædres forbrydelser, men menneskeheden har godt af at huske, at hele folk kan forføres og drives til uhyrligheder ved hjælp af frygt og terror. Derfor er dette sted vigtigt.

Indenfor i udstillingsbygningen er den del fotos. Jeg fik stort behov for at fordybe mig i dem. Jeg stod længe foran de enkelte billeder. Ikke alle, men mange af dem. Man vil så gerne forstå og fotos dokumenterer virkelighed. En virkelighed, som ind imellem ikke giver mening. Så leder jeg.

Jeg forstår ikke, at man kan stå som publikum til en hængning, men jeg anerkender, at mennesket kan skubbes og flyttes ud, hvor det ikke længere bevæger sig i det kulturelle rum, det sædvanligvis færdes i. At verden udenom kan forandres så meget, at man også selv flyttes ud i nyt land. Grænser flyttes eller forsvinder helt.

Primo Levi beskriver det, så jeg forstår, i sine erindringer om tiden i Monowitz, en underlejr til koncentrationslejren Auschwitz. Hans roman Hvis dette er et menneske kan jeg varmt anbefale, hvis du gerne vil gøre et forsøg på at forstå. Han er usentimental og nøgtern, galgenhumoristisk og skræmmende konkret.

Danmark havde fået en lille plads i udstillingen. Vi fylder ikke meget i dén historie, men vi har meget at være stolte af. Mange kæmpede i hemmelighed mod vanviddet og terroren. Vi kan bryste os af mange både kendte og mindre kendte heltemodige mennesker, som satte sig selv i spil i forsøget på at redde andre.

Jeg bliver aldrig immun overfor historien om Hitlers visioner for Det Tredje Rige og de fatale og frygtelige konsekvenser de havde for hele verden. Min hud bliver oversensitiv og mine tårer trænges, når jeg tillader mig selv at træde ind i forsøget på at rumme og forstå.

Den fortælling er også en del af Berlins historie, vi hverken kan eller skal glemme.