Det skal gøre godt…

Solen har ramt terrassen og det tog ikke lang tid for Oskar at finde en plads derude. Han nyder solen. Kan slet ikke få nok. Nu ligger han der og gider knapt løfte hovedet, når jeg går forbi med vasketøj, lugejern eller kamera. Han nyder til fulde.

Jeg har det lidt på samme måde. Jeg nyder solen. Jeg nyder, at foråret er her for alvor og de kloge siger, at der skal nydes igennem, for træerne vokser ikke ind i himlen. Det føles eller sådan i disse dage, hvor alting grønnes næsten fra time til time.

I går var jeg sløj. For pokker, hvor var jeg sløj. Kvalme, mave- og hovedpine og mat i de sokker, jeg ikke bar. Det blev ikke til mere end det, men reminiscenser gør dagen langsom, kan jeg mærke.

Det var nu ikke sådan en dag, hvor der var plads til ynk. Kenneth er nedlagt med et modbydeligt knæ igen og er helt ude af stand til at bevæge sig, så den grillede lammeryg med masser af lækkert tilbehør fra Kennets hånd blev hurtigt forvandlet til Liselottes lammeryg i ovn, små, olie- og timiandryssede gulerødder i ovn og en fyldig salat med blandt andet perlebyg, frisk mango og masser af krydderurter, mens jeg med den anden hånd agerede assistent for mor, som var i haven og frejdigt var gået i krig med skvalderkålen nede i staudebedet.

Jeg spiste ikke meget, da tiden kom, men der var da flere tilkendegivelser af, at det fint gik an ;-)

I dag er vejret ikke mindre fantastisk og jeg ved, at mor ankommer om lidt på cyklen, som er fundet frem af vinterens gemmer. Så er det igen havetid. Jeg tager lidt ad gangen, mens jeg husker mig selv på, at enhver rejse starter med det første skridt. Jeg skal nok nå det…

Der er serveret kaffe på sengen til ham, jeg elsker. Der er kysset forsigtigt på Oline, som stadig halvsover og der er leget med Oskar, som nu ligger brak i solen. Nu vil jeg sætte endnu en maskinfuld tøj over, inden jeg vil finde vej ud i haven og lade solen bage på mine blege kinder. Det skal gøre godt.