Nå, men så kan jeg da også bare …

Solen skinner udenfor. Jeg havde forestillet mig, at jeg var i gang med at pudse vinduer, fordi jeg var færdig med alle de andre rengøringsprojekter, der ligger og venter på min matrikel. Det sidste overskud skulle gå til de ruder, som bærer tydeligt præg af en vinter med nedbør og skidt. I stedet vågnede jeg med ondt i halsen, løbende næse og hovedpine. Tak for det, siger jeg.

Nu må jeg i stedet belave mig på at leve med og lukke øjne. Ignorere. Lade som ingenting.

Jeg vil sætte mig med en kop kaffe og kigge længselsfuldt ud på solen, mens jeg vil belave mig på endnu en dag i sofaen med strikketøj og en lur i ny og næ.

Jeg har ryddet op efter aftenens udskejelser, for det er jeg den eneste til at gøre. Kenneth kan nemlig ikke gå. Overhovedet. Sådan har det været i en uge nu. Det er snart slut med at synes, at det er festligt, skal jeg hilse og sige, men sådan en urinsyregigt spøger man bare ikke med. Den er plagsom og kommer som lyn fra en klar himmel. Så er man nedlagt. Nogle er plaget mere end andre. Kenneth er nogle.

Inden du kommer med gode forslag, behandlingsmetoder, du mener er effektive og så videre, så vil jeg skynde mig at sige, at Kenneth er i fuld gang med det, han tror på.

Jeg vil finde strikketøjet frem og så vil jeg overveje, om det ikke er på tide, at jeg får taget hul på Mad Men. Ærlig talt.