Jamen det har jeg altså ikke tid til!

Der er ikke meget andet end en pløjemark udenfor mine vinduer, men der er et lille hjørne, som stadig rummer en rest af fordums storhed. En lille samling Helleborus, som stadig og stædigt holder ved, men de er nu også ved at se grå og trætte ud. Ligesom mig.

Jeg hænger i og holder ud. Jeg har hidtil været rimelig afslappet omkring matriklen og den snarlige invasion, men nu mærker jeg alligevel jorden brænde.

I går var jeg så dum, at jeg lige ville feje lidt udenfor. Ikke meget. Faktisk forsvindende lidt, men jeg har skuldre, som ingenting tåler. Åbenbart tåler den højre slet ikke at feje og den er så tarvelig, at den først fortæller det, når det er for sent. Nu har jeg ondt som bare fanden og det er ikke bare at have ondt. Det er også at skulle leve med, at jeg ingenting kan og altid skal tænke over, hvad jeg bruger den begrænsede udholdenhed til.

Den var spildt på at feje, kan jeg konstatere. Jeg fik aldrig rigtigt gjort en forskel og har i stedet fået ondt. Af erfaring ved jeg, at det ikke forsvinder lige med det samme. Jeg har fået irriteret og aktiveret inflammationen i skulderleddene. Nu står alting derinde og råber vredt af mig.

Jeg er et skvat og jeg hader at være det, for hvem skal nu pudse ruder, plante blomster og støvsuge der, hvor man skal bære sikkerhedsudstyr for ikke at risikere legemsbeskadigelse, når nullermændene ruller sig ud?

PS – Nej, jeg har ikke brug for gode råd omkring fysikken. Det er slid og overbelastning, der er skyld i skvattet her.