Det vender jo igen …

Jeg havde sovet elendigt natten til i går, så dagen blev der efter. Den var svær at komme gennem, men den var til gengæld fyldt med skønne opgaver og dejlige mennesker. De sidste har det med at gøre dage af den kaliber meget nemmere at leve med og det var da også sådan i går.

Arbejdsdagen stoppede kort efter klokken seksten og jeg var omtrent i egen baghave, så det tog ikke lang tid at komme hjem, hvor Oline utålmodigt stod og hoppede, for hun manglede både det ene og det andet og gad godt, hvis jeg gad tage med. Det gad jeg da. Og faderen med.

Efter Oline havde været på handlen og hjembragte både overtøj og fodbeklædning, så hun nu er fuldstændig ferieklar, fattede hun og jeg gryder, potter og pander, fordi Kenneth fortjente en friaften. Det blev til noget sjovt, som med meget, meget god vilje kunne minde om Shepherd’s pie men absolut uden at være det.

Det der med at holde den gående en hel dag på ganske få timers søvn gik egentlig ganske godt. Så langt…

Jeg kom til at købe et glas glimmer. Til neglene. Ikke at jeg mangler.

Efter aftensmaden sank vi sammen i sofaen og sådan synes jeg egentlig, at mange af vores aftener ender. Vi har gode intentioner om en lang aftentur med Oskar i Øster Ådalen, men vi er trætte og falder sammen. Vi har lidt rigeligt på tallerkenerne lige nu, så vi har vist brug for bare at lave ingenting og nogen gange skal man lytte til krop og sjæls ønske om ro og nærvær, fordi det med tiden vender og energien igen er til noget andet.

Fik jeg sagt, at vi glæder os til sommerferien i år? Det gør vi :-)