Der er dage, hvor jeg savner Vorupør

Nogle dage er det mere end rigeligt at iagttage græsset gro. Andre dage må der gerne være fyldt mere på kontoen og i går var den fuld af familie. Det var dejligt.

Annemette og Heidi er i Vorupør og der er ikke langt fra Gug til Vorupør eller omvendt. Normalt kører vi ud vestpå, men i går tog de turen den modsatte vej, for de havde endnu ikke set de nye rammer om Garnudsalg. Vi havde glædet os sådan til at vise dem de dejlige rammer om hverdagen, som nu er en del af blandt andet Kenneths liv og de var enige i, at det her slet ikke er så tosset endda.

I dag står også i familiens tegn. Vi er alle sammen og vi hygger os. Jeg har ondt, men sender Kenneth efter smertestillende om lidt, så jeg når at nyde lidt af fridagen uden at skulle bruge kræfter på at minde mig selv om, at ingenting bliver bedre af, at jeg spænder og krampagtigt holder på albue, skulder og nakke.

Jeg har det godt. I dag savner jeg Annemette og Heidi. Jeg savner også at hilse på deres venner og jeg savner Vorupør. Det sidste kan jeg gøre noget ved, når vi engang igen får tid til en fridag. Vi kunne jo køre ud vestpå og spise en fiskefrikadelle til lyden af Vesterhavet, der slår ind over molen. Det kunne vi jo …