Søndag er strik, sokker og sibirisk kulde

Søndag morgen er så kold og mørk, at jeg opgiver at stå op. Ingen strik til mig endnu. Jeg putter mig under den nye, varme dyne og tænder for tv’et, mens jeg nyder, at jeg ikke skal op, men selv kan bestemme, at det er alt for tidligt og alt for koldt. Der går ikke mange minutter, før jeg sover. Jeg vågner meget senere og kan se, at det har været dag i nogen tid. Klokken er næsten ti.

Jeg plejer ikke at kunne sove så længe, siger jeg højt, men jeg tror, at det er en lille løgn. Jeg er lysbestemt A- eller B-menneske. Når der er lys, er jeg oppe, før nat er blevet til dag. Når der er mørke, går jeg i hi. Jeg er i hi.

Jeg ender selvfølgelig med at stå op. Kenneth gør det samme. Vi brygger kaffe og jeg indretter mig ved bordet i køkkenet, som så ubetinget er husets hjerte. Lige midt i alting kan man sidde og have styr på verden.

Jeg tænder stearinlys og finder strikketøjet …

Søndag er strik, sokker og sibirisk kulde. Jeg strikker Bellows. Jeg strikker faktisk alt muligt.

Jeg starter op og opgiver. Jeg starter op og glemmer. Jeg starter op og dropper. Jeg starter bare op og keder mig efter kort tid. Jeg brænder ikke. Det skal jeg. Jeg har problemer med at fokusere og koncentrere mig. Jeg mærker, at det er sådan lige nu. Jeg giver slip på forventningerne og lader stå til. Jeg tillader, at jeg gør alt det ovennævnte. Jeg tænker, at jeg lander. På et tidspunkt finder jeg fokus igen og ind til det sker, må jeg flagre.

I mine strikkekurve ligger adskillige halve projekter. I julen brugte jeg alle dagene på at strikke bærestykket på Siri. Da bærestykket – efter mange øvelser i at strikke frem og tilbage – var færdigt, var jeg også færdig med Siri for en tid. Den ligger i kurven og venter på, at jeg igen finder lysten til at strikke på den.

Jeg strikker også på to halstørklæder. Det er to stykker strik, som giver ro og repetition og den slags strik er godt, når jeg sidder koncentreret og følger med i et eller andet på tv. Jeg må vel snart lære, at koncentreret tv ikke er godt i kombination med kompliceret tælle-strik, men man er ikke nødvendigvis klog af skade, selvom man er over halvtreds. Det koster tilbage-strik, som jeg ikke er ubetinget vild med. Derfor elsker jeg de to ukomplicerede strikketøj, som giver frihed og flittige hænder på én gang.

I dag vil jeg strikke videre på Bellows. Det går stærkt. Det kan jeg lide, for jeg mangler tilfredsstillelsen ved at gøre et stykke strik færdigt. Jeg er i gang med første ærme. Det er jo en helt okay mellemtid, når jeg startede i forgårs eftermiddag og har strikket ryg og forstykker. Måske er der håb forude og hurtigstrik er godt i den sibiriske vinterkulde, der er landet på Tjørnevang.

Søndag er strik, sokker og sibirisk kulde. Det er fint med mig.