12

Fuglenes Café giver liv i haven

I vores have er et righoldigt fugleliv, men jeg har meget lidt forstand på det, jeg iagttager. Der er flere fugle, jeg genkender, men der er også mange, som må se sig forbigået i navngivningen her på matriklen, fordi jeg ganske enkelt ikke ved, hvad de er. Et ved jeg dog og det er, at de er smukke, livlige og det dejligste indslag i haven.

Jeg fodrer året rundt, men om vinteren er jeg ekstra påpasselig med at tilpasse mængden og typen af foder. Jeg prøver at gøre det på en måde, så foderpladserne er forskellige og derfor tiltrækker forskellige fugle. Småfuglene har små foderautomater, som er hængt op, så de større fugle ikke kan komme til dem. De forsøger gerne og mere end én gang har jeg set skaden forsøge at holde fast i et af mine andre hængende foderhuse, men altid uden held. Det er heller ikke nødvendigt, for den har, sammen med de andre større fugle, sine egne steder at finde føde.

Fuglenes Café giver liv i haven

De hængende foderautomater er til de små fugle og de er glade for dem. Det er ikke lykkedes mig endnu at tage et foto af dem, men jeg skal indrømme, at jeg heller ikke er særlig ihærdig i netop det forehavende. Jeg vil meget hellere iagttage dem, mens de spiser.

Til de større fugle har jeg monteret fast forankrede foderpladser, som kan bære, at flere skader eller duer slår sig ned. Jeg holder meget af dem også, så de er bestemt ikke ringere stillet end småfuglene. De er bare flyttet til eget bræt.

Jeg elsker fuglelivet og jeg ved, at de har travlt lige nu og derfor ikke kommer så ofte til mine små caféer. De bygger reder, så i stedet finder jeg små garnrester, jeg lægger på strategiske steder i træerne. De er meget glade for ulden, som forsvinder som dug for solen og på den måde synes jeg stadig, at jeg er med til at holde dem her i haven.

Jeg holder jo af dem.

Du vil sikkert også kunne lide