2

Fredag og snart weekend

Det er fredag og snart weekend. Der er det skønneste vejr i disse dage. I går var Kenneth utrolig flittig og han fik faktisk forberedt så mange, dejlige ting i haven, at vi næsten er klar til bare at nyde. Vi mangler dog stadig planter og ikke mindst sommerblomster, før det er fuldendt derude.

Vi har planer om at flytte døren, som leder ud på terrassen, fra køkkenet til stuen. Det vil frigive en væg, så vi kan få lidt mere bordplads i et køkken, som lige nu er alt for småt og i det hele taget trænger til en renovering. Det vil give mulighed for et nyt, langt vindue over køkkenbordet med kig ud til have og terrasse og samtidig vil det frigive et skønt, lunt hjørne på terrassen, som lige nu er blokeret af den gamle dør.

Vi skal have lidt møbler til terrassen, men jeg synes, at det er vanvittig svært, for jeg er ikke specielt begejstret for hverken eller og kan slet ikke finde vej i den jungle, det er at skulle finde noget, der kan gøre det ud for det, jeg synes, vi mangler derude. Derfor venter den beslutning. Vi når det nok.

Frugttræ i blomst - det er fredag og snart weekend

For enden af huset lå tidligere det, der fungerede som mit drivhus. Det var egentlig en garage og et skur, men i garagen var sat store, brede skydedøre med glas, så det var det skønneste sted at dyrke alt det, der kræver lidt ekstra varme. En storm væltede det for mange år siden. Jeg har savnet stedet siden.

Vi havde vist egentlig tænkt, at projektet på terrassen skulle ende som mit nye drivhus, men det er blevet så meget mere end et drivhus. Det er nærmeste blevet et lille sommerhus, som i år skal isoleres nedefra og evt. have installeret en lille brændeovn, så vi kan forlænge sæsonen betragteligt. Vi elsker Feddet, men det bliver aldrig et drivhus, men i stedet hele familiens sted til den store kunst det er, at nyde livet. Der er kommet hængekøje og stor dobbeltseng, så der er alle muligheder for at hygge igennem – og vi gør det! Vi elsker det sted.

Det var drivhuset, jeg kom fra. Jeg savner det. Der hvor det tidligere drivhus lå, er der støbt et fundament. Det er helt umuligt at fjerne, men også oplagt at bruge, så vi har nogle ideer. Vi har udgang til haven fra vores soveværelse. Faktisk to steder, men den ene dør ligger i gavlen af huset og det er oplagt at bygge en træterrasse fra soveværelset og ud over det gamle fundament. For enden af træ-dækket kunne der sagtens blive plads til et drivhus. Åh, det ville jeg virkeligt godt kunne elske. Meget.

Jeg drømmer. Jeg drømmer om chili, tomater og masser af pelargonier og duftgeranier. Jeg ville bruge timer dernede i bunden af haven. Sikke en fred der ville blive oppe i huset. Måske jeg skulle prøve at lufte den tanke …

Du vil sikkert også kunne lide