En tur til Lillesø

Vi tog en tur til Lillesø i Lille Vildmose. Ad omveje. Sådan skal en søndagstur være og i går var ingen undtagelse. Vi kørte ad småveje rundt i Himmerland og det er tydeligt at se, at foråret er på vej. Alting grønnes og der er allerede enkelte gule rapsmarker at se derude.

Vi startede med at køre bagom Gug ud mod Nøvling. På vejen passerer vi et sted, Kenneth er meget forelsket i. En lille bakketop med det smukkeste kig ud over både by og land afhængigt af vinklen.

Gultentorp

Det er ikke meget mere end en samling huse, der angiver, at her er Gultentorp. Faktisk er der vel ikke meget mere end 6 husstande, der udgør Gultentorp.

Man kan køre ind og tage den lille vej op bag “byen”. Så ender man, hvor udsigten er på alle måder fin.

Kun et hjulspor tilbage

Vi kørte til enden af asfalten. Da gruset tog over, vendte vi og kørte tilbage, men først efter at have beundret udsigten et øjeblik.

Kenneth er som sagt lidt forelsket i stedet. Han huske, da huset på toppen af bakken var til salg. Det er det så ikke mere og det er fint nok med mig ;-)

Vi vendte med tæt kontakt til længen på det lille hus, der ligger for enden af den asfalterede vej. Vi kunne være fortsat at hjulsporet ind til Visse, men vi havde andre planer.

En nostalgisk tur gennem Vårst

Vi fortsatte ud ad Gultentorpvej, ned forbi Poulstrup Sø og ud gennem Gunderup. inden vi kørte ind gennem Vårst og genså stederne, hvor min far boede, da han stadig levede.

Jeg savner ham. Det gør jeg ofte, men særligt på forårsdage. Jeg ved ikke hvorfor, men sådan har det altid været, så det var lidt nostalgisk at køre gennem byen.

Ud til Lillesø ad omveje

Der fra fortsatte vi ud gennem Himmerlands bløde landskaber. Vi nåede vidt omkring, mens vi hyggede os i bilens dejlige varme. Vi snakkede om alt mellem himmel og jord og da vi nærmede os Lillesø, blev det meddelt i radioen, at der ville blive afholdt pressemøde.

Det måtte vi naturligvis høre, så jeg parkerede på pladsen ved søen og så lyttede vi i andægtig ro. Næsten. Og bare indtil den lokale knallertbande ankom i en sky af røg og med en larm, der nær havde overdøvet alt.

Østhimmerlands Knallertklub

Det viste sig at være Østhimmerlands Knallertklub, der var ude på søndagstur. Det der med social distancering er vist ikke noget, de praktiserer, men de hyggede sig. Ingen tvivl om det og jeg blev helt misundelig på deres sindsro.

Jeg havde for øvrigt helt glemt, hvor grimt en knallert lugter. Det blev jeg mindet om, så det kan nok være, at jeg fik lukket vinduerne i min side af bilen. Kenneth var til gengæld tilpas med at trække vejret på den anden side af bilen, som du ser.

Jeg har meldt mig lidt ud

Jeg lod Kenneth lytte til pressemødet og gik selv ned til søen. Jeg har nemlig meldt mig ud af nyheds-strømmen for en tid.

Det gør jeg, for at passe på mig selv. Når angst og uro tager over, melder jeg mig ud en dag eller to, til jeg igen har etableret fodfæste og indre ro.

Jeg har gamle stress-skader. Et alarmberedskab, der har taget skade. Sår, som bryder op, når jeg belastes. Jeg kan ikke styre dem, men jeg kender mig selv og ved, at det handler om at afbryde alt, der påvirker i negativ retning. Alt det, der bærer brænde til det bål, der ind imellem blusser op og bliver faretruende iltert.

Så lukker jeg ned. Gemmer mig. Er stille og søger tryghed i det nære. Jeg strikker og tegner, lytter til gode historier og sørger for at få frisk luft. Jeg spiser sundt. Jeg passer ekstra godt på mig og det er jeg ikke alene om. Kenneth gør også og det er det allerbedste, at jeg ved, at jeg altid kan regne med ham.

Han er mit fyrtårn. Mit anker. Mit liv.

Og så er han altså god til at bevare roen. Ekstremt god til det faktisk. Det er så godt for mig.

Nøgtern set, så handler det lige nu om adfærd

Det der med at holde afstand og huske, at man ikke går tæt på hinanden er altafgørende for, at vi ikke får spredt denne virus i et tempo, som ikke er forsvarligt.

Det handler om egen adfærd, men det handler i høj grad også om andres. Det måtte jeg sande, der på kanten af Lillesø.

En familie på tur havde åbenbart ikke fornemmelse for, hvor meget 2 meter er, for de ville passere mig med en lille halv meter mellem os, da jeg bad dem respektere, at jeg ikke ønskede at komme tættere på dem, end jeg allerede var.

De tog det pænt til efterretning og sagde undskyld, men hvorfor forsøgte de overhovedet? Der er virkelig megen adfærd, der overrasker og vækker undren hos mig.

Jeg tager ingen chancer. Jeg ønsker bestemt heller ikke, at andre skal gøre det for mig. Tak.

Alle de omveje, vi kunne finde

Vi kørte ad småveje hjem og lad det være sagt med det samme. Det var en skønsom blanding af alle de omveje, vi kunne finde. Vi kørte f.eks. ganske langsomt ad Ny Høstermarkvej ind til Mou, hvor vi valgte at bøje af endnu en gang og køre ud gennem Kærsholm, Nørre Kongerslev, Kongerslev og til sidst Lindenborg.

Ude på Aalborgvej havde jeg nær sørget for middagen. En fasan gik midt på vejen og havde ikke til sinds at flytte sig, da jeg passerede Lindenborg Gods. Jeg holdt ind til siden for lige at få pusten, da jeg så fasanen forenes med fasankokken i hendes liv. Han spadserede roligt rundt inde mellem træerne.

Hjemme igen

Hjemme igen var der bare tilbage at bage brød. Dejen havde stået siden vi kørte og nu røg den ind i en varm ovn og så var den søndag ved at være godt brugt. Det skal de jo! Bruges godt, altså :-)

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.