Sådan kan det gå …

Nå ja, sådan kan det gå … og så er den ikke længere, tænkte jeg, da jeg endelig var færdig med min Vetur og havde sat saksen i den og forvandlet den fra sweater til cardigan.

Vetur var blevet alt, alt for stor.

Igen havde jeg strikket noget til mig selv, som var blevet alt for stort. Det var ikke første gang. Heller ikke anden gang. Ikke engang bare tredje gang …

Til gengæld var den blevet pæn. Helt vildt pæn faktisk. Akkurat, som jeg havde drømt, den skulle blive. Den var bare cirka mange størrelser for stor og derfor absolut ikke engang egnet som havetrøje. Bare alt for stor, men så var det, at Kenneth kom ind.

Kenneth? Gider du ikke lige komme her og prøve denne her?, spurgte jeg.

Tænk, den passer ham perfekt. Han er bare så lækker i den og jeg er slet ikke ærgerlig. Nu er arbejdet ikke spildt og Kenneth elsker den.

Jeg håber, at jeg får lov til at tage nogle billeder af Kenneth iført Vetur, men for nu må I tage mig på ordet. Den passer så godt til ham :-)

Vetur havde jeg ønsket mig så længe, at den må gentages

Det er jo ikke sådan, at fordi Kenneth overtager denne, så skal jeg ikke have en. Næ nej, jeg vil strikke en til mig selv også, men det bliver ikke foreløbig.

Den har kostet blod, sved og tårer. Måske ikke bogstaveligt, men i overført betydning og de nætter, jeg har ligget vågen, fordi mine skuldre har gjort ondt, er ikke så få.

Jeg oplevede pludselig flow i flerfarvestrikken. Noget nyt skete. Jeg opdagede, at jeg kunne lide at strikke med flere farver. At jeg faktisk kunne opnå en tilstand, hvor det bare fungerede for mig og jeg nød hver en maske. Det var nyt for mig og jeg kunne lide den fornemmelse, så jeg blev ind imellem ved lidt for længe. Det kostede nogle nætter med ondt, men resultatet har været det hele værd.

Improvisation og selvfølgelig skrev jeg ikke noter

Jeg improviserede undervejs, for jeg har jo forvandlet en traditionel islænder til en cardigan med ønske om en model, der ville sidde pænt i halsudskæringen og op over skuldrene.

Det er lykkes og det er faktisk blevet noget så pænt, men skrev jeg noter? Nej, vel gjorde jeg da ej. Jeg lever i nu’et. Det gælder også når jeg strikker. Jeg gør bare lige noget …

Bagefter kan jeg ærgre mig, for hvorfor gør jeg ikke, som jeg prædiker. Jeg siger jo altid til andre, at de skal sørge for at notere ned, hvis de forandrer. Så de kan huske og evt. korrigere, men der gælder åbenbart andre regler for mig selv.

Jeg er et fjols. Jeg lærer det aldrig.

Fakta:

Opskrift: Vetur af Védís Jónsdóttir.

Garn: strikket i Plötulopi fra Garnudsalg.

Pind: 4½ & 6 mm

Forbrug: Uklart, for jeg har ikke holdt regnskab, men trøjen vejer i alt lige nøjagtig 598 gram inklusive knapper og efter vask. Sådan! Så præcis tør jeg godt være.

Du kan se flere fotos her.