Så gik der tid med det

Så gik der tid med alt det, der gør et liv. Bekymringer, sorger, glæder og en hel masse arbejde har været ingredienserne i de sidste uger for mit vedkommende.

Jeg synes, at vi løber stærkt i tiden. Virkelig stærkt. Så stærkt, at jeg ind imellem opdager, at jeg har glemt at leve, men i stedet har overlevet. Det er ikke godt, så jeg er begyndt at skrive dagbog. Ikke hver dag for øjeblikket, fordi dagene er så hektiske. Så godt som hver dag. Bedre bliver det vist ikke …

Sygemelding på sygemelding

Vi har så mange syge for tiden, at jeg ikke kan huske sidst, hvor vi har haft en uge, hvor vi har været fuldtallige. Corona har virkelig kostet på overskuddet for os alle sammen i Garnudsalg. Vi er konstant stand-in for hinanden og det går godt, fordi alle bare har den bedste indstilling til tingene og trækker på samme hammel. Vi skal have hverdagen til at fungere, så det får vi. Vi løber bare lidt ekstra stærkt og prøver at nå så meget som muligt.

Det gør man jo ikke uden omkostninger, så vi er efterhånden lidt trætte og håber på smult vand snart.

Så begyndte jeg at skrive …

Jeg opdagede, at jeg ind imellem glemte at trække vejret og det går bare ikke. Jeg har desværre erfaringer med perioder med stress. Ja, den stress, der gør os alvorligt og bekymrende syge, så jeg ved godt, at jeg skal passe på. Jeg gør mit absolut bedste, men virkeligheden er også, at nogen gange er det bare ikke en mulighed.

Så skriver jeg. Giver mig selv et frikvarter, hvor jeg finder hjem til mig selv. Det virker.

I denne uge var heldet med mig

Jeg lykkedes nemlig – med Kenneths gode og kærlige skub ud af døren – med at køre ned og være sammen med Oline og Elias i et par timer midt på en hverdag. Det var livgivende og hjertestyrkende godt at ses med dem. Det gav ro bare at være til stede med datter og barnebarn og jeg elsker at være sammen med dem.

Blide Elias

Vi fik spist frokost sammen, mens Elias selvfølgelig underholdt med alle sine spilopper. Han har lige lært at rulle, så nu er der ingen fred længere. Han når vidt omkring på et øjeblik og han er stort set aldrig sur. Kun når frustrationerne over egen manglende formåen gør ham irriteret, kan man mærke, at der altså ER temperament derinde. Ellers er han blid og observerende. Han minder mig i virkeligheden om hans onkel, som også var en blid sjæl.

Det gør mig glad at mærke hans ro og tryghed. Han hviler så dejligt i troen på, at de voksne omkring ham, forstår ham.

I går var jeg i butikken

Fredag er traditionelt en travl dag i Garnudsalg og i går var ingen undtagelse. Jeg er begyndt at være mere ude i butikken, fordi det er vigtigt for mig og en del af det, der gør mig glad. Jeg sidder meget bag skrivebordet i hverdagene, så jeg prøver virkelig at skabe huller, hvor jeg kan slippe det administrative og komme derud, hvor det virkelig er sjovt og dejligt at være.

Jeg elsker kontakten mennesker imellem ude i butikken. Jeg holder af mødet med vores kunder og jeg elsker, når vi ender i de der lidt “nørdede” snakke omkring teknikker, fibre eller andet relateret. Det er der, jeg virkelig mærker min kærlighed til håndværket og den udvikling det giver at dele det med andre.

Jeg lærer nyt hver uge og jeg elsker det.

Når det er sagt, kender du så det med at …

Kender du så det der med at udsætte strik?

At vælge lige at slå op til noget andet end det, du næsten er færdig med?

At måske og belejligt lige at glemme, at der kun mangler ganske lidt på et projekt, for at det er færdigt?

At overbevise dig selv om, at det selvfølgelig er helt og aldeles nødvendigt at slå op til et nyt projekt lige nu?

Du godeste, jeg er god til de der overspringshandlinger med mit strik

Min trang til lige at begå endnu et stykke overspringsstrik er det, vi må kalde veludviklet. Måske er den endda medalje-materiale, hvis der nogensinde kommer en disciplin af den art i de olympiske lege.

Ovenfor er jeg ved at retfærdiggøre, at jeg lige må strikke dette Shaelyn – et smukt sjal, jeg allerede har nogle stykker af – før jeg færdiggør det ene ærme, der mangler på min skønne, brune Wild Post Jumper Flora.

DET ENE ÆRME, der mangler!

Der mangler kun ET ÆRME!

Det tager en aften at strikke det ærme. Bagefter kan den vaskes og indenfor få timer, har jeg endnu en yndlingssweater at bruge, så hvorfor får jeg den ikke gjort færdig?

Jeg overspringsstrikker. Det er meget vigtigt. I hvert fald er det en del af mig, kan jeg konstatere. Jeg har foreløbig strikket to sjaler og halvanden trøje til Elias i stedet for lige at bruge den aften på at strikke det sidste ærme.

Om jeg forstår mig!

Tag mig nu sammen, tænker jeg, men virkeligheden ser anderledes ud og der kan gå uger endnu, før jeg endelig en aften pludselig griber strikkepindene og får færdiggjort den smukke sweater.

Det allerværste er …

Ja, du troede nok, at det var det. Det er det ikke.

Kan du huske min brune Sophie Knit?

Den mangler også kun ET ÆRME!

Er jeg helt alene her?

Fortæl mig, at jeg ikke er den eneste! Fortæl mig, at du også kender til det med at overspringsstrikke!

Kærlig hilsen en ekstremudøver af overspringsstrikning

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.