Det bliver til for lidt

Det bliver til for lidt med at skrive herinde, men der sker for mange ting ude i det virkelige liv til, at jeg regelmæssigt når herind.

Det ærgrer mig, for jeg elsker det her sted og mit håb er, at når alting igen vender rigtigt, bliver tiden og overskuddet også et andet og så er planen, at jeg kravler op på hesten igen. For min skyld. Fordi jeg nyder at skrive og fordi jeg elsker, at det her sted fortsat er mit og kun mit.

Jeg skriver om alt det, der udgør mit liv

Det har jeg gjort i efterhånden usandsynligt mange år. Et helt liv føles det som, når jeg tænker tilbage til starten.

Dengang så mit liv helt anderledes ud, end det gør i dag. Sådan skal livet helst forme sig, for det drejer sig om mange år.

Til maj næste år kan jeg fejre 20 års blogilæum herinde. Om mindre end et år har jeg boet her på blog-adressen i tyve år.

Det er så vildt, at jeg har skrevet her i snart tyve år. Nogle år flittigt og de senere år mindre flittigt, men altid har jeg elsket det her sted.

Jeg er blevet tyve år ældre og tyve kilo tungere. Jeg er ikke blevet tyve år klogere. Sådan hænger tingene nemlig ikke sammen.

Jeg har til gengæld mistet og er blevet givet. Helt som livet former sig for de fleste af os.

Jeg er blevet fattigere og alligevel rigere.

Jeg har undervejs været mor til først store børn, så mor til voksent barn og nu mormor. En kvinde sidst i halvtredserne. Det er mig. Det hele er mig.

Nye planer tager form

Jeg lægger nye planer. Planer for et liv, som er mindre krævende. Et stille liv. Sådan et, jeg har længtes mod i mange år. Et liv, som jeg fortjener det. Et, hvor jeg kan tillade mig lidt mere, end hidtil.

Jeg taler ikke om økonomi. Jeg taler ikke om rejser eller designermøbler.

Ikke mere jordisk gods til mig.

Jeg taler om det, jeg værdsætter højest i livet; tid og ro.

Tid til at være. Tid til at gøre ingenting. Tid til at tegne og male. Tid til at glo ud i luften. Tid til at bage. Tid til at lakere negle og vente på, at lakken tørrer.

Tid til at give af det gode og den kærlighed, jeg har i overflod.

Bare tid, der føles som fritid og frihed og kan bruges uden at føle, at jeg burde lavet noget andet.

Tid til at vågne op til det her syn … og roen til at nyde det.

Sådan starter mine søndage allerbedst. Med Elias lige i smørhullet, hvor han tager en ekstra lur, inden vi skal op og lege og så er de der øjenvipper “to-die-for”.

Vi varmer op til en sommerferie i Dordogne

Vi er nemlig så heldige, at vi i år rejser udenlands om Gud og coronaen vil …

Et par sensommeruger venter forude og de skal tilbringes et skønt sted midt i området, vi er så forelskede i; Dordogne og i det bedste selskab.

Jeg er så klar! Jeg tør næsten ikke tro på, at det sker. At jeg rent faktisk skal gense området og de steder, jeg holder så meget af. At jeg skal spise ude, drikke rosé og kulørte drinks, svømme og spise ost, til jeg revner.

Vi har lejet os ind på en gård

Jeg har fundet et nyt sted dernede, som ser lovende ud på papiret. Om det er det i virkeligheden er altid spændende at se ved selvsyn, men det må vente til sidst i august.

Vi skal bo ude på landet, men ikke langt fra Issigeac, som de sidste gange har været omdrejningspunktet for vores ferier i området. Vi elsker, at vi kender området og derfor ved, hvor der er gode restauranter, skønne forretninger og fine bytorve med caféer.

Her kan vi sidde på dovne eftermiddage i skyggen med en kaffe og nyde, at livet i småbyerne i Dordogne stadig er, som det altid har været. Det bliver skønt. Stille og udramatisk.

Stille og udramatisk …

Lige en opskrift for mig. Tak.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.