En stille banken på ruden

En stille banken på ruden søndag formiddag resulterede i, at der blev spist morgenmad med to af mine absolutte yndlingspersoner i dag. Det var nemlig Elias, der ude på gaden bankede på og tittede ind gennem ruden til mig, der sad og arbejdede.

Han var ved at dø af grin, den lille bandit.

Det tager ikke mange sekunder at slippe computeren og vende opmærksomheden mod en lille, glad dreng, skal jeg hilse og sige.

Vi spiste rundstykker og kager, da de var kommet indenfor. Elias drak rabarbersaft og gjorde et solidt indhug i både brød og sødt. Bagefter kastede han sig over garageanlægget.

En drøm går i opfyldelse

Jeg hygger mig stort hver eneste gang, at Elias og hans forældre kigger ind. De er bare blandt mine yndlingspersoner. Kommer de uanmeldt, som denne formiddag, bliver mit hjerte varmt og mine øjne fugtige, for det er netop det, jeg drømte om, da huset på bakken blev købt. At de ville vide, at de altid er velkommen her. Uanset tidspunkt. De skal bare komme forbi.

Elias elsker også mit strikketøj, men han rører det aldrig. Han ved godt, at det er mit. Garagen og bilerne, bøgerne og boldene er hans. Sådan er fordelingen… og alligevel er der så de strikkepinde, der er så utroligt dragende. De frister og ind imellem kommer han lige til forsigtigt at tage dem i øjesyn.

I dag rodede jeg…

I dag lå strikketøjet midt på gulvet. Jeg samlede det hurtigt og tog det med ind til spisebordet, for jeg ved godt, at der vanskeligt at holde fingrene fra de der blanke pinde og der er ingen grund til at friste over evne.

I stedet fandt han underholdning i garageanlægget og de små biler, som er blevet de absolutte yndlinge. De kan lige være i en lille drengehånd og de passer så godt ind alle steder. F.eks. kan de snildt ligge i køleskabets sideskuffe, mormors garnkurv og værktøjskassen. De kan også ligge i sko, på hylder og blandt vasketøjet. Alle vegne kan de finde vej hen. Ligesom Elias.

Er der så et funktionsdygtigt køkken i det hus?

Nej, det er der endnu ikke, men det er tæt på at være der nu. Meget tæt på, men der skal også være plads til pauser og tid til bare at være, så her leves fortsat på feltmanér. I det mindste er her rent efter en grundig rengøring i går. Midt i rodet greb jeg støvsuger og vand og sæbe og gav alt en grundig omgang. Her skal også kunne leves – selv uden køkken.

Jeg tager mig tid til lidt strik ind imellem boremaskine, tommestok og vaterpas. Den slags skal også til, for livet skal nydes hver dag og det prøver jeg at gøre mig umage med.

Jeg har strikket små #mugrug – strikkede små klude til lige at stille et glas eller en kop på. Rester fra en kurv med tilfældigt medbragt garn er taget i brug og jeg har strikket på livet løs. Pind 5 mm, 18 masker og de sidste to masker løst af med garnet foran arbejdet på hver pind. Mere avanceret er det ikke og de er blevet fine.

Måske tænker du, at det er åndsvagt strik, men jeg elsker både dem og de hæklede, jeg i forvejen har. Jeg kan lide, at jeg sætter mit krus blødt og det gør jeg med disse.

Jeg har strikket ni styk. Nu stopper jeg. Tror jeg …

Måske i aften …

I aften er der mulighed for hjemmelavet mad, hvis alt lykkes. Det håber jeg sådan, for jeg længes grumme efter en hjemmelavet simreret i en af kasserollerne. Bare giv mig en kogeplade og jeg er kørende. Jeg er SÅ klar til at snitte, stege og nyde nærmeste hvad som helst, bare det kommer fra de hjemlige gryder igen.

Tænk at man kan blive SÅ træt af, at spise andres mad, men det kan man altså.

Jeg står klar med grøntsagskniven og hopper.

 

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.