Værkstedsoprydning

Ind imellem trænger det. Så går jeg i gang med den trivielle værkstedsoprydning. Mens jeg kæmper mig gennem pinligt omfattende bunker, bjerge af garn og halvfærdige strikkeprojekter, husker jeg, at det er så utrolig rart, når jeg er færdig.

Jeg forlanger, at jeg er ærlig. Gemmes eller smides væk? Det er ikke meget, der gemmes. Jeg ved, at jeg er strikkeren, der skal brænde. Så strikker jeg, så blodet sprøjter. Hvis først jeg har lagt noget fra mig, skal det være ekstraordinært sjovt, udfordrende eller fristende, for jeg genoptager projektet. Jeg kender mig. Jeg smider ud med hård hånd.

Denne eftermiddag var der linet op til strik, te og radio i køkkenet, da jeg lige skulle finde noget på værelset og så skal jeg ellers lige love for …

Nu er her ryddet op. Der er smidt så mange projekter ud, at selv ikke kinesisk vandtortur kan få mig til at fortælle præcis hvor mange. Mange. Det indrømmer jeg. Så snakker vi ikke mere om det.

Her er med et værktøj, så det rækker langt ind i det næste århundrede. Strikkepinde er der pludselig i overflod. Maskemarkører, målebånd og wirer dukker frem og lægger sig smukt til rette i de tilhørende mapper og æsker. Pindemålere og strikkepinde, der har været så længe savnet, at de forlængst er opgivet, dukker pludselig op fra bunden af projektposer, som bliver ledige og derfor foldet og lagt i bunke. Jo, det giver plads både udenpå og indeni med sådan en værkstedsoprydning.

Nu vil jeg brygge en frisk kande te, finde strikketøjet og bare gå i gang med at nyde, at efteråret er tiden for stearinlys og indeliv. Det er der nu også noget rart ved.