Det sker ikke ofte, men ind imellem skal jeg møde ind på steder, som giver mig mulighed for at skyde genvej bagom Gug og ud over Sønder Tranders. Jeg bor i en by. Jo, det gør jeg da, men der er ikke mange skridt, før jeg står på landet, hvor rapsmarker regererer sammen med langstrakte marker, kvæg og mælkebøtter. I morges kunne jeg snuppe Sønder Tranders Vej og få syn for sagen. Der er raps allevegne.
Derude, på grænsen mellem land og by, fordi Sønder Tranders og Gug endnu ikke er vokset sammen, bygger de i vildskab. Ikke at jeg har den mindste fornemmelse for, hvem der skal bo der, ligesom jeg undrer mig over, hvem der skal bo i alt det andet nybyggeri der skyder op i disse år, men de bygger altså med udsigt til raps og marker.
Oppe på bakketoppen her bygger de rækkehuse, men overalt skyder nye huse op af jorden, mens afstanden mellem de to småbyer bliver mindre og mindre. Om lidt er vi vel én og kan begynde at slås om navnet.
Jeg ærgrer mig. Jeg er vist sådan småromantisk anlagt på lige det punkt, men jeg holder så meget af, at jeg bor lige akkurat på grænsen mellem by og land og snart er det vel ikke sådan længere. Så bor jeg bare i en storby, men indtil det sker, kan de nye beboere i disse rækkehuse bare tage et kig til højre, så er de på landet.
Landevejen ender i Gug. Lidt til højre og så var jeg hjemme til en kop varm kaffe, en mad og en aftale med Oline.
14 kommentarer
Liselotte
12. maj 2009 at 07:19Hannah, så mange er der altså ikke ;-)
Karin, det forsvinder, inden de når det :-)
Karin
11. maj 2009 at 23:50Nemlig, Liselotte. Det er en helt fantastisk kombination. Mon ikke også dem der flytter ind i nybyggeriet vil have en bid af kagen, men den bliver jo ædt op inden de når at få et stykke.
Hannah
11. maj 2009 at 21:29Tja, de bygger jo nok til alle dem, der opgiver en tilværelse i de mindre byer.
Liselotte
11. maj 2009 at 20:39Akkurat som her, Karin – det hele indenfor to minutter :-)
Karin
11. maj 2009 at 19:31Jeg nyder også at bo tæt på både by og land.
Kører jeg den ene vej er jeg ved motorvejen og straks forbundet med både syd og nord. Kører jeg den anden vej er der små bugtede veje, rapsmarker, huse pø om pø og udsigt til en sø.
Liselotte
11. maj 2009 at 19:22Jeg forstår ikke, hvem de bygger til, men der er så meget, jeg ikke forstår. Jeg er vild med at bo på grænsen til engdrag, bakker og kvæg og vil så nødig, at det bliver anderledes :-(
Nadia
11. maj 2009 at 18:52Åhh hvor kan jeg dog genkende det du skriver.
jeg er selv vokset op i en by som dengang gik i grænselandet mellem land og by. Herlig tid. Men i dag er vi vokset fra små 10.000 til nærmere +40.000 på 30 år. Et boom på 10.000 om året.
Jeg savner disse nærmest idylliske tider, hvor en mark var en mark og ikke overrendt af mennesker og vokseværk (læs byggeri).
Irene
11. maj 2009 at 16:34Host-host! Storby? Mere sådan, stor by, dér! ;-) Fnis!
Nuvel, jeg giver dig ganske ret, hvem er det der skal bo i alt det nybyggeri, mon alle flygtningene fra lavere liggende egne får lov at flytte ind, når havene stiger? Mon Andedammen vil modtage dem?
Og hvad blev der af at bygge om eller til?
Marianne
11. maj 2009 at 16:29Fantastisk farve de rasp marker udsender og man kan ikke få nok…..Du ender nok med at bo i verdens navle…
susling
11. maj 2009 at 15:28Så sku’ du prøve at være dem, der bor på Islands Brygge eller der hvor Ørestaden nu ligger ved Amagerfælled! F.eks. lå Urbanplanen før med smuk udsigt (over Fælleden) og der var masser af kolonihaver. Artillerivej og Lossepladsvej (!!) var før der, hvor kragerne vendte og en række kolonihaver på den ene side har nydt godt af det i årevis. Ikke mere! I dag er der nu kaskader af nybyggeri. København har simpelthen ædt “Lorte-øen” op! Det er gået meget hurtigt og er voldsomt at se på. Hvem sagde grådighed og vanvittigt byggeboom? (Godt det ikke er mig, der bor der).
Julia
11. maj 2009 at 14:53nej, hvor ser det skønt ud! det er Danmark i forårstøjet – jeg er godt nok vild med det…
Majken
11. maj 2009 at 14:52Helt vidunderligt lanskab. Jeg bor selv lige på grænsen mellem land og by. Synes, som du, det er henrivende. Men hold nu op, hvor vores bondemands nabo ikke er i kridthuset, når han gøder marker… ko-gylle og grise-ditto rør mig ikke synderligt, – for vi er jo, trods alt, lige på grænsen. Men vores nabo er samtidig mink-opdrætter og det sætter begrebet gylle i et helt nyt perspektiv. Vi taler her om hermetisk forseglede døre, vinduer, ventilationer og ophold udendørs er umuligt MINDST 2 dage efter gødning. Se, DET er ulempen ved det vidunderlige landskab! Men pænt ser det ud. SUK!
et cetera
11. maj 2009 at 14:20– og tog du et u-sving og kørte den anden vej og lidt til højre, så endte du jo hos mig …
Som du ved, er vi ellers totalt enige om, at det føles noget underligt, at den lange strækning med åbent land mellem Gug og Sdr. Tranders “plastres” sådan til … Der SKAL være åbne vidder med raps og valmuer og kornblomster – sådan som der altid har været – basta! ;-D
Tina - omme i London
11. maj 2009 at 13:44Rapsmarkerne er simpelthen noget af det smukkeste jeg kan se for mine oejne. Mht graensen mellem land og by, saa har jeg det akkurat lige som dig. Jeg elsker det aabne landskab, men vil helst ikke undvaere at have alt det byen byder paa lige ved haanden. :)