27

Lavtflyvende

Jeg er lige landet. Landet i mørke. Kulsort mørke. Mørke som i ingenting at se, før jeg er indenfor, hvor Oline allerede sidder bænket ved langbordet med lektier og computer. Her er lys, men kun i kraft af det kunstige. Jeg har helt glemt, hvordan det føles at lande i mørke. Vinterligt.

Heldigvis venter kun ingenting. Jeg tænker, at kræfterne rækker til lidt Wordfeud, selvom jeg tilsyneladende skal have alvorligt tæv af alle, jeg spiller med. Alle, som i ALLE. Selv min ungarske svigersøn tæver mig. Det er jo nedslående i en grad, der efterhånden gør mig paranoid. Jeg tænker sammensværgelse. Jeg tænker snyd og humbug. Jeg tænker, at jeg for pokker da ikke kan være så talentløs, men Kenneth trøster mig og siger, at jeg jo ikke er den store strateg. Jeg gider ikke engang minde ham om, at jeg var en af de hardcore “drenge” ude i “Zonen”, da Age of Empire var på sit højeste. Jeg lapper bare løgnen i mig. Jeg er så nem.

Hvis det eneste jeg ender med at orke er sofaen, er det i orden. Måske er det sådan, at virkeligheden ser ud i dag. Jeg tror det næsten, men inden…

– skal der lige brygges en kop kaffe og den får følgeskab af Lones biscotti med rosmarin. Jeg har sjældent smagt noget lækrere. Chokolade, hasselnødder og snerten af rosmarin gør en helt unik, lille himmerigsmundfuld. De holder ikke længe, er jeg bange for.

PS – Lone, send flere biscotti!

Du vil sikkert også kunne lide