Sne i Aalborg i januar. Gug er hvid.

Så landede sneen igen i Aalborg og haven i Gug er hvid og lys. I morges, da vi vågnede, var der det helt særlige lys, der kendetegner sne, så jeg satte mig brat op, for at kigge ud i haven. Der lå sne. Et tykt, rigeligt og smukt lag sne. Det var så fint og smukt og poetisk. Lyde dæmpes og verden bliver i det hele taget mere rund og mild, når den er pakket ind i det herlige, meteorologiske fænomen sne er.

Terrassen lå uberørt hen, da jeg tog dette billede, men det holdt ikke længe, for Oskar løber glad rundt over alt i haven. Han spæner fra hjørne til hjørne og tilbage igen, for sne er noget af det bedste, han ved. Han bliver aldrig for gammel til at begejstres over det – ligesom mig.

Det er muligt, at det koster lidt ekstra arbejde og en smule besvær, når man skal rundt i verden, men I får mig aldrig til at sige, at det ikke er fantastisk, dejligt, enestående, eventyrligt og helt særligt, når Danmark er pakket ind i sne. Jeg elsker det. Også selvom tæerne blev våde denne morgen, da jeg skulle forcere gårdspladsen, for at komme til bilen.

Jeg kører med Kenneth i denne uge. Min bil står stille. Batteriet skal skiftes og det er ingen let sag at komme ind i den, så vi kan få åbnet motorhjelmen og give den lidt starthjælp. Der skal fagfolk til. Det kommer. Livet kræver os andre steder, så det er ikke der, vi placerer tiden lige nu, men jeg skal gerne indrømme, at jeg savner den. Jeg elsker at køre i sne og jeg elsker min bil.

Nu sidder jeg i Garnudsalg. Jeg sidder på kontoret på Indkildevej og har kig ud til en gang brun sæbe og bilister, som kører forsigtigt. Det er godt, for der er glat og der er rapporteret mere end ét uheld i området omkring Aalborg. Jeg håber, at sneen kommer tilbage. Jeg vil gerne have kig ud til et smukt, dalende snevejr og det generer mig ikke det mindste, at der kommer lidt mere.

Jeg har te i koppen. Jeg har uld på. Jeg er klar.