Hold vejret, Liselotte

Dagene løber afsted, mens jeg holder vejret. Jeg venter på, at der igen er luft og ro og funktionsdygtige ører, for de sidste mangler jeg altså. Min trofaste følgesvend har været hovedpinen de sidste par uger. Svimmelheden er næsten væk, men hovedpinen har drevet gæk med mig.

Jeg har hørt skævt og det trigger hovedpinen. Det er tydeligt den hørenedsættelse, som drillede mig allermest og da jeg endelig tirsdag morgen måtte fjerne tape, vat og gaze fra øret, var det ligesom at få et nyt liv foræret. Jeg kunne igen høre og behøvede ikke længere at lægge hovedet på skrå og konstant sige “Hvad?”, så nu er der en spinkel chance for, at mine nærmeste omgivelser ikke længere vil finde mig lige så irriterende, som for et par dage siden.

I dag var der tjek ved ørelægen igen. Denne gang med indlagt høreprøve. Det gik ikke sådan vældig godt, så nu er der nyt tjek om en 3 uger og derefter er det vel den direkte vej til en tidlig høre-pension. Vi får se, men hovedpinen er heldigvis væk og jeg kan igen føre en normal samtale.

I grunden tror jeg, at min hørelse altid har været lidt ringere på det venstre øre, men vi får se, hvordan alt står til om nogle uger.

Jeg holdt også vejret af helt andre og dejlige grunde

Jeg ventede også på, at vores lille Kalle (det skal han bestemt IKKE hedde, siger de kommende forældre, men noget skal jeg jo kalde ham) groede sig stor nok til, at hans mor og far turde tro på, at han virkelig ligger og vokser i mors mave.

Det gør han!

Vores dejlige datter er i gang med at gro en lille dreng. Hun og Mikael skal være forældre. Vi skal være morfar og mormor. Det er da den dejligste start på et år, som igen bærer præg af menneskelige og selskabelige begrænsninger, men det her hjælper helt utroligt på alt det. Jeg kan udholde det hele nu.

Strikkeparalyseret

Jeg har været sådan helt paralyseret af Olines forsigtige tilgang til graviditeten. Jeg har ikke turdet strikke noget som helst.

Til gengæld har jeg væddet!

Det gør jeg ikke ofte, men jeg har et skjult og underligt talent. Jeg kan – hvis jeg får besked fra min intuition – fortælle, hvad køn der gemmer sig i gravide maver. Jeg vidste hurtigt, at der lå en lille dreng i Olines mave, men hun synes jo, at jeg er sådan lidt mor-åndsvag, så den hoppede hun ikke på. Både hun og Mikael var sikre på, at maven gemte på en pige. Så væddede vi!

Vi skulle hver især lave mad til den anden, hvis vi tabte. Jeg skulle lave pirogger til Oline, hvis de havde ret og det blev en pige. Oline skulle og skal lave spaghetti carbonara til mig.

Det glæder jeg mig til, men ikke halvt så meget som til midt september, hvor vi skal hilse på Kalle.

2021 bliver et fantastisk år for os. Jeg har så uendelig meget at være taknemmelig for.

- tak fordi du havde lyst til at læse med i dag -

Få de sidste nye opdateringer fra bloggen enten på FACEBOOK eller på BLOGLOVIN. Jeg kan også følges på Instagram.